Danske modtagere
Fem danskere har fået Nobelprisen i Medicin
- 1903: Læge Niels Finsen for sin behandling af hudtuberkulose med lys.
- 1920: Fysiolog August Krogh for sin opdagelse af blodkarrenes betydning for regulering af kredsløbet.
- 1926: Læge Johannes Fibiger for sin forskning i mavekræft.
- 1943: Biokemiker Henrik Dam for sin opdagelse af vitamin K.
- 1984: Læge og biolog Niels Kaj Jerne for sine teoretiske arbejder inden for immunologi.
To forskere modtager Nobelpris i medicin for forskning, som kan bruges til udvikling af smertebehandling.
Nobelprisen i medicin eller fysiologi tildeles de to amerikanere David Julius og Ardem Patapoutian for opdagelsen af temperatur- og berøringsreceptorer, som har bidraget til forståelsen af nervesystemet.
Det oplyser det svenske Karolinska Institutet på et pressemøde mandag.
Deres opdagelser beskrives af det svenske institut som »banebrydende«.
De har ført til »intens forskning, som hurtigt har øget vores forståelse af, hvordan vores nervesystem fornemmer varme, kulde og mekaniske stimuli«.
»Denne viden bliver anvendt til at udvikle behandlinger til en lang række sygdomme og tilstande, heriblandt kroniske smerter«, skriver instituttet i en pressemeddelelse.
David Julius har i sin forskning anvendt capsaicin, som er et stof i chili, der giver en brændende fornemmelse, til at identificere en sensor i nerveenderne, der reagerer på varme.
Patapoutian har anvendt en særlig metode til at komme frem til ny viden om, hvordan en »ny klasse af sensorer reagerer på mekaniske stimuli af huden og indre organer«. Det skriver instituttet.
Med Nobelprisen følger 10 millioner svenske kroner, som er godt 7,3 millioner danske kroner.
Nobelprisen er blevet givet i kategorierne fysiologi/medicin, fysik, kemi, litteratur og fred siden 1901.
Prisen i medicin og fysiologi har i perioder levet et liv i skyggen af blandt andet freds- og litteraturprisen. Men på grund af coronavirus har der i år været særlig opmærksomhed om den.
Derfor havde flere også regnet med, at forskere, som har bidraget til at gøre coronavacciner mulige, potentielt kunne modtage prisen. Men det bliver ikke i år.
Flere medier betegner årets pris som en overraskelse.
»Jeg tror også, at vi lykkedes med at overraske vinderne selv«, siger Thomas Perlmann, som er sekretær for Nobelförsamlingen, til det svenske medie SVT.
Nobelprisen i Medicin
fortsæt med at læse


























