Efter syv år i rummet er den amerikanske rumkapsel ’Osiris-REx’ landet i ørkenen i den amerikanske delstat Utah. Klokken 16.53 brød klapsalverne løs i Nasa, da rumkapslen landede sikkert. Med sig tilbage til Jorden har rumkapslen blandt andet 250 gram støv fra den stenede overflade på asteroiden Bennu. Det er den største mængde materiale, vi har fået fra en asteroide nogensinde.
Rumkapslen var i nærkontakt med Bennu i 2020. Støvet fra asteroiden skal være med til at øge vores viden om de »typer af asteroider, der kan true Jorden« samt om, hvad der egentlig skete, da solsystemet blev dannet, og Jorden blev beboelig.




























