Kosmisk stråling fra eksploderende stjerner har påvirket livet på Jorden, siden det opstod for over fire milliarder år siden.
Det viser ny forskning fra Danmarks Rumcenter. Forskernes arbejde peger på en hidtil ukendt sammenhæng mellem mængden af liv på Jorden og styrken af den kosmiske stråling. I perioder med en kraftig stråling er der sket hurtige og store udsving i mængden af liv. I perioder med svag stråling har mængden af liv stort set været konstant. »Hvis resultaterne bliver bekræftet, betyder det, at livet på Jorden har udviklet sig under langt større ydre påvirkning end hidtil antaget. Og at vi skal til at vænne os til at tænke på Jorden som en lille del af et gigantisk kosmisk økosystem«, siger seniorforsker Henrik Svensmark, der leder Center for Sol-klima Forskning på Danmarks Rumcenter. Liv væltede frem efter stråling Et boom af nye stjerner fandt sted i vores galakse for 2,4 milliarder år siden. De kastede byger af kosmisk stråling ud.




























