Kvalme, hårtab og uendelig træthed. Det er blot nogle af de bivirkninger, tusinder af danske kræftpatienter må døje med, når de er i medicinsk behandling.
Men om ganske få år kan situationen være en helt anden. Danske læger og forskere har udviklet en teknik, der måske vil gøre det muligt at skræddersy den rette kemoterapi til hver enkelt patient. »Det, vi er i gang med, repræsenterer et afgørende brud med gældende praksis, og jeg er såmænd ikke bange for at kalde det for lidt af en revolution i kræftbehandlingen«, siger professor, overlæge, dr.med. Hans Johnsen, hæmatologisk afdeling Aalborg Sygehus og Aarhus Universitetshospital. »I dag arbejdes der overalt efter et grundlæggende princip, som går ud på, at alle patienter skal have den medicin, der har vist sig mest effektiv for det størst mulige antal patienter. Men dermed vil rigtigt mange patienter modtage en behandling, som ikke er den bedste for vedkommende, og som vil give mange bivirkninger. Nu vil vi gøre det muligt for lægerne at give hver enkelt patient netop den behandling, som er den helt rigtige for netop denne patient«, siger Hans Johnsen. Nemmere at fokusere medicinen Det nye koncept går ud på, at lægerne i hvert enkelt tilfælde vil lade patientens kræftsvulst være afgørende for valget af medicin. For at kunne træffe denne afgørelse, tages der en genprøve fra patientens svulst. Enten i form af en blodprøve eller gennem en vævsprøve. »Vi undersøger simpelt hen hvilke gener, der er aktive i selve svulsten. Når vi ved det, kan vi foretage en meget mere nøjagtig klassificering af sygdommen, og dermed kan patienten lige fra starten få den rigtige behandling. De medikamenter, der skal anvendes, vil være de samme som i dag. Men nu bliver vi i stand til med det samme at tage den rette medicin ned fra hylden«, siger Hans Johnsen.




























