Man kan ikke kaste en sten til et større bilshow uden at smadre forruden på en af dem: Elbiler og genopladelige hybridbiler med både el- og benzinmotor er en af de helt store teknologier i horisonten, og de er lige om hjørnet. Toyota annoncerede for ganske nylig, at koncernen vil markedsføre en såkaldt plugin-hybridbil i 2010, General Motors kommer ligeledes med sin Chevrolet Volt i 2010 og Nissan med en ren elbil allerede i 2009. Nu ser elbil-teknologien tilmed ud til at få en hjælpende hånd i Europa. EU’s meget kritiserede målsætning om, at biobenzin skal udgøre ti procent af benzinen i 2020, er nemlig blevet opblødt. Med sin klimapakke fra januar åbner EU nu mulighed for i stedet at sænke sit lands udledning ved hjælp af elbiler, der kører på grøn strøm fra for eksempel vindmøller. Biobenzin kritiseres af eksperter og miljøorganisationer for at være en dyr og muligvis miljøskadelig måde at løse bilparkens stigende CO{-2}-udledning på. Elbiler anses derimod blandt energieksperter for den bedste og langt billigste erstatning for benzinbiler. Biler som Volvos konceptmodel Recharge udleder 50 procent mindre CO{-2} end de mest økonomiske benzinbiler. Selv når batterierne lades op med dansk kulholdig strøm. Mange af de kommende modeller er såkaldte plugin-hybridbiler – elbiler, der kan lade deres batterier op med en benzingenerator, når batteriet løber tør. Det løser umiddelbart problemet med, at dagens batterier ikke holder til længere ture. Men elbiler har været stort set fraværende fra den europæiske politiske agenda , der har været fokuseret på biobrændstoffer og biler, som kører på brint. To teknologier, der ofte er langt dyrere per kørt kilometer end for eksempel benzin. Lavere afgift et vigtigt bidrag »Det er alle tiders, at elbiler nu kan bruges til at nå målene for transportsektoren. Det er noget, der reelt virker, i modsætning til biobrændstof«, siger Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd. Økologisk Råd er gået sammen med en uvant partner, brancheorganisationen for energiselskaber – Dansk Energi. De to organisationer har sendt et brev til Folketingets energipolitikere, hvor de opfordrer politikerne til at satse fuldt ud på elbiler og hybridbiler. Blandt andet ved helt at fjerne afgiften på elbiler i mindst ti år og sænke afgiften betragteligt på hybridbiler. Elbiler er i dag midlertidigt fritaget for afgifter – en lidt tom gestus i betragtning af, at de stort set ikke kan købes på markedet – men regeringen har ikke ønsket at sænke afgiften på plugin-hybridbiler. Det er en af tvisterne i de igangværende energiforhandlinger. Her diskuteres også en puljeordning på ti millioner kroner, der skal støtte offentlige institutioner som hjemmepleje til at skifte til elbiler og plugin-hybridbiler. »De kloge folk siger, at det er nødvendigt, for at elbiler overhovedet har en chance for at komme ud på markedet«, siger energiordfører i SF Anne Grete Holmsgaard. Det står dog klart, at regeringen er ved at blive rigtig lun på elbilerne. I et notat, som Politiken har fået i hænde, roser regeringen EU for at gøre det muligt at bruge elbiler til at nå målet for vedvarende energi i transportsektoren. El er bedre end biobenzin EU-kommissionens mål for ti procent biobrændstof i benzinen i 2020 er i det seneste par måneder kommet under hårdt angreb. Mest pinagtige var et lækket studie fra kommissionens egne videnskabsfolk, EU Commission Joint Research Centre, der konkluderede, at det var helt uklart, om biobrændstof ville spare klimaet for CO{-2}, men til gengæld sikkert, at det ikke kan betale sig økonomisk. En certificeringsmekanisme vil hjælpe på problemet, men ikke løse det, skrev videnskabsfolkene, der også kaldte det »ønsketænkning« at tro, at biobrændstof vil skabe europæiske arbejdspladser. »Det er betragteligt mere effektivt at bruge biomassen til at generere elektricitet end producere konventionel biobrændstof«, skrev Joint Research Centre i det lækkede dokument. To nye studier fra det prestigefyldte tidsskrift Science konkluderer ligefrem, at biobrændstoffer baseret på afgrøder er værre for klimaet end benzin. Også i Danmark er mange politikere og organisationer lorne over for at bruge vores begrænsede mængde halm, træflis, skrald og andet biomasse til biobenzin, når det i forvejen bruges i kraftværker. Biobrændstof kan godt produceres miljømæssigt forsvarligt, men det vil næsten altid give mere energi at bruge biomassen i kraftværker og varmeproduktion. Elbiler hænger samtidig fint – næsten symbiotisk – sammen med et energisystem som det danske med meget vindkraft. Skruer man systemet intelligent sammen, bliver bilerne primært ladet op, når prisen på elektricitet og vindkraft er lavest. For eksempel om natten. Bilerne vil i nogle scenarier ligefrem kunne sælge strøm automatisk tilbage til elnettet i spidsbelastningssituationer, og dermed kan strømudgiften for bilejeren ende med at blive meget lav. Problemet med elbiler er simpelt: De er ikke på markedet endnu i nogen videre mængde. En hovedårsag er, at bilindustrien først for nylig igen er gået i gang med at udvikle elbiler, og at en af hovedkomponenterne – kraftige holdbare batterier – først nu er på vej på markedet. Elbilers akilleshæl er, at dagens batterier ikke kan drive dem meget længere end 50-100 kilometer, hvis prisen skal holdes nede. Men erfaringer fra de seneste årtier viser, at batterier har fordoblet deres kapacitet cirka hvert femte år. I øjeblikket investeres der mange milliarder offentlige og private kroner i batteriudvikling til biler især i Japan, Korea og USA, mens Europa sakker bagud – ifølge VW med omkring ti år. Norge langt fremme »Debatten har været skævvredet i forhold til brint og biobenzin. Politikerne har ikke rigtig haft en ide om, at der eksisterer elbiler, og at de faktisk er det endelige mål«, fortæller miljø- og transportkonsulent Bendt B. Iversen fra firmaet Drivegreen. Han rådgiver det norske elbilfirma Think Technologies, der netop er gået i gang med masseproduktionen af sine Think-bybiler (bilens ramme laves i Sønderjylland). Norge er det mest elbilvenlige land i Europa: De har gratis parkering, er fritaget for kørselsafgifter og må køre i busbanerne. »Der bliver nødt til at være stor støtte fra det politiske system, når man skal starte noget så kapitalkrævende op«, siger Bendt B. Iversen. »En afgiftsfritagelse i Danmark vil være et afsindigt stort incitament for potentielle producenter af elbiler, ligesom de, der skal investere i infrastruktur med for eksempel ladestandere rundt omkring i landet, bliver nødt til at have en lang fast tidshorisont«.
Elbiler lader op til at jorde biobrændstof





























