Da gummibåden sætter os af på den sydlige del af Great Barrier Reef, tænker de fleste på, at nu skal vi ud og svømme blandt hajer og rokker og havskildpadder. Men ikke Katrine Worsaae. Hun hopper af båden, hvor der kun er en meter vand og begynder straks at grave sand op i en spand. For det er i sandet hendes passion lever. Børsteormene. Små bittesmå tusindbenlignende kræ, der kun kan ses gennem et mikroskop. Dem forsker hun i, og teorien er, at de en gang har været store. Og at de pludselig er blevet små og simple meget hurtigt - for det viste sig at være det smarteste. »Det her er bare noget skidegodt sand«, siger hun, da vi tilbage på båden går i gang med at behandle prøverne. »Det er helt rent, der er slet ikke noget mudder i. Det ser man meget sjældent«, siger hun og lyder meget mere begejstret end de andre folk i gummibåden, der ellers både har set hajer, havskildpadder, rokker og havslanger. Superhelte Børsteormene kravler ikke rundt mellem sandet. De sætter sig godt fast på sandskornene. Så godt fast, at Katrine beskriver dem som små superhelte med Spiderman-lignende sugekopper. For at få dem til at slippe bliver man nødt til at hælde dem i en cocktail af halvt vand og halvt magnesiumklorid. Det bedøver dem og så slipper de deres tag i stenene. Den første prøve, som vi på denne måde får sorteret, er dog lidt skuffende, da vi får den ind under mikroskopet. Kun en sølle børsteorm kravler rundt nede i plastikskålen. Og det kan Katrine ikke rigtigt bruge til noget. Hun er på udkig efter de sjældne arter, og den vi kan se, er en slags børsteormenes hr. Jensen. Ikke just en enestående opdagelse. Det skyldes, at vi har taget sand fra den forkerte prøve. Det sand vi har kigget på, er slet ikke Katrines supersand, men sand, der er hentet op fra en koralø, der lige stikker snuden op af vandet her på den sydlige del af Great Barrier Reef. Om igen. Nyt sand. Vand. Magnesiumklorid. Vente ti minutter. Ryste flasken. Si. Og så ind under mikroskopet igen. Bingo. »Se, hvor det vrimler nu. Der er masser af dem, og det er netop, når biodiversiteten er stor, at man kan få fat i de sjældne«, siger Katrine. Bliver mindre Hun håber at samle så mange prøver ind, at det kan underbygge en teori om, at dyrearter ikke kun udvikler sig til at blive større og mere avancerede, men nogen gange vælger at blive mindre og simplere. Det tror Katrine er sket for nogle af de mikroskopiske børsteorme. Og hun tror, det er sket meget hurtigt og ikke på den langsomme måde, der normalt kendetegner evolutionen, hvor det tager millioner af år at udvikle nye egenskaber. »Altså hvis man forestiller sig, at man pludselig bliver kønsmoden, mens man stadig er lille og nedarver den egenskab, så ens børn også bliver små, så kan det gå meget hurtigt«, siger Katrine Worsaae. »Vi ved ikke nok om det endnu, men principielt kan det ske i løbet af få generationer, altså i løbet af få år«, siger Katrine. Hun har dog ingen forhåbninger om, at hun finder nagelfast bevis for den teori, mens hun er ombord på Vædderen. »Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan ikke koncentrere mig om de spændende prøver, da alle de andre prøver skal ordnes, før de går til. Vi kan bare konstatere, at det her er spændende og så gemme det væk, indtil vi får tid til at kigge nærmere på det«. Det bliver først, når Katrine er hjemme igen, at hun kan kigge videre på de spændende prøver, da det kræver avanceret mikroskopudstyr, som der ikke er noget af på Vædderen. Katrine Worsaae er 34 år, uddannet zoolog på Københavns Universitet og en del af et stort forskerhold, der skal undersøge bundfaunaen i Salomonhavet. Hun er steget på Vædderen i Sydney i Australien og står af i Gizo på Salomonøerne.