Havbunden kortlægges

Den første test af 'Vædderens' GI-gun (luftkanon), der her er på vej i vandet, var ikke vellykket. Men få timer senere havde teknikerne fundet fejlen, og testen lørdag aften var vellykket. Foto: Michael Yde Katballe
Den første test af 'Vædderens' GI-gun (luftkanon), der her er på vej i vandet, var ikke vellykket. Men få timer senere havde teknikerne fundet fejlen, og testen lørdag aften var vellykket. Foto: Michael Yde Katballe
Lyt til artiklen

De australske myndigheder får en detailopmåling af 1.000 kv.km. havbund i Great Australian Bight som en sidegevinst ved det store geologiske Galathea-projekt, som skal gennemføres i området. Når 'Vædderen' når frem til området, får Farvandsvæsnets folk om bord ekstra travlt med at overvåge data fra skibets avancerede ekkolod, Multibeamen, der måler havdybden i en vifte på 500 meter på hver side af skibet. De skal i løbet af de følgende 48 timer kortlægge et område på 10 gange 100 kilometer, »male havbunden«, som søopmåler Uni Bull udtrykker det, mens 'Vædderen' sejler frem og tilbage i adstadigt tempo på otte-ni knob, 15-16 kilometer, i timen. Multibeamen giver et langt mere præcist billede end et almindeligt ekkolod, hvor der er meget længere mellem de enkelte målepunkter, som danner en linje i stedet for et net. Men for projektet er det ikke nok blot at få de rå data ind, de skal også efterbehandles. Det kræver, at de to mand fra søopmålingen er på broen, dvs. på arbejde, samtidig, og det vil de være i så stor en del af de 48 timer som praktisk muligt. Australien mangler data Australien er også interesseret i opmålingsdata fra 'Vædderens' øvrige sejlads i Great Australien Bight. De har ikke selv undersøgt det relativt lavvandede område på den såkaldte shelf, men holdt sig på dybhavet længere væk fra kysten. Hvilket ikke er så underligt, som det umiddelbart lyder. Der er ikke meget skibstrafik langs kysten i Great Australien Bight, da denne del af Sydaustralien er yderst sparsomt befolket og uden større havnebyer. Søkortene er følgelig ret upålidelige, hvilket Multibeam-operatør Henrik Agner kunne fastslå ved selvsyn søndag formiddag. »Der skulle være 100 meter dybt her ifølge søkortet, men der er 300 meter. Kortet viser altså 200 meter forkert«, konstaterer han efter et blik på sine tre skærme. Næste led i projektet Med udgangspunkt i opmålingens resultater er næste led i projektet seismiske undersøgelser af strukturer på bunden, som ser særligt interessante ud. Her kommer skibets luftkanon ind i billedet. Den slæbes efter skibets i tre meters dybde og affyres fem gange i sekundet. Den reflekterede lyd opfanges af et 600 meter langt tov med 96 mikrofoner, der ligger i samme dybde. Lydkanonen kan give et billede af forholdene et pænt stykke ned i havbunden, maksimalt to kilometer. En rigtig hammer Geolog Mads Huuse, der er leder af det geologiske projekt, er meget begejstret for den nye luftkanon, som 'Vædderen' har med - indkøbt af Aarhus Universitet for 45.000 dollar (ca. 275.000 kroner) på en bevilling fra Forskningsrådet for Natur og Univers. »Den giver et meget klart billede. Forskellen på den og den gamle luftkanon (som 'Vædderen' også har med, red.) kan sammenlignes med forskellen på lyden, hvis man slå på metal med en rigtig hammer eller en gummihammer«, siger Mads Huuse. Den nye luftkanon - en GI-gun - giver med andre ord et klarere billede af strukturer under havbunden end tidligere undersøgelser. En af projektets teknikere, ingeniørassistent Per Trinhammer, forklarer, at luftkanonens åbning kan reguleres. Jo mindre åbning, des højere opløselighed, dvs. des flere detaljer i billedet. Prisen er, at signalet så ikke rækker helt så dybt. Også skibets boomer, som giver et endnu klarere billede, men til gengæld ikke når mere end 50 meter ned i havbunden, skal i brug. Alt sammen for at giver forskerne mulighed for at finde netop det område, hvor de skal tage deres bundprøver.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her