En grå velkomst

Vædderen s ankomst til Fremantle i går kl. 8 (kl. 01 dansk tid) var ikke ligefrem noget tilløbsstykke. To politimænd på sækkepibe gjorde dog, hvad de kunne, for at skabe stemning. Foto: Michael Yde Katballe
Vædderen s ankomst til Fremantle i går kl. 8 (kl. 01 dansk tid) var ikke ligefrem noget tilløbsstykke. To politimænd på sækkepibe gjorde dog, hvad de kunne, for at skabe stemning. Foto: Michael Yde Katballe
Lyt til artiklen

Efter mange dage under en kogende varm sol lagde 'Vædderen' i går morges til i Fremantle havn i Vestaustralien i regn og køligt vejr. Skibet blev ud over regnen mødt af to sækkepibespillende politifolk og et par lokale nysgerrige, men både vejret og den lokale interesse blev bedre, som dagen skred frem. Der var pressemøde for vestaustralsk presse om formiddagen, solen kom frem ved middagstid, og i aftes mødte inviterede lokale honoratiores talstærkt frem, da Vædderen lagde dæk til en reception, hvor de kunne møde forskerne fra skibet. Geologerne tager over Her i Fremantle er der som altid, når Vædderen er i havn, en større udskiftning af forskere på skibet. Udskiftningen indebærer denne gang, at hvor de to foregående togtben i nogen grad har været domineret af biologer, kommer det næste togtben frem til Hobart på Tasmanien til at stå i geologiens tegn. Et stort forskerhold på 18 personer, som har arbejdet med plankton, forlader nemlig Vædderen her i Vestaustralien og afløses af et næsten lige så stort hold, fortrinsvis geologer, der skal undersøge såkaldte karbonatbanker under havbunden syd for Australien. Det er et projekt, hvor en stor del af skibets særlige tekniske udstyr skal i brug, da der både skal foretages seismiske undersøgelser, blandt andet ved hjælp af en luftkanon, der trækkes efter skibet og affyres under vandet, og optages store bundprøver. En tiltrængt pause Ideen med kortlægningen af karbonatbankerne er at finde ud af mere om samspillet mellem klimaændringer og havstrømme i de seneste to millioner år. En viden, som kan give fingerpeg om, hvordan klimaændringer i fremtiden vil påvirke havstrømme ­- og omvendt. Men projektet ligger endnu nogle dage ud i fremtiden. De australske immigrationsmyndigheder har ganske vist allerede været om bord og stemplet os ud af landet, som vi officielt først ankommer til igen i Hobart 7. december, men Vædderen forlader altså ikke Fremantle før torsdag aften, lokal tid. I mellemtiden kan både mandskab og de forskere, som fortsætter fra tidligere togtben, få sig en tiltrængt pause i land. De kommende dage rummer dog også indslag af mere faglig karakter. Vestaustraliens største by, Perth, ligger blot 19 kilometer fra Fremantle oppe ad floden Swan, og på onsdag er et af Perths fem universiteter vært for et seminar for forskere fra Galathea og nogle af deres lokale australske kolleger. Der er også udstyr, der skal rigges til, og prøver fra tidligere togtben, der skal passes og analyseres i skibets laboratorier. Og endelig har forskerne fra det projekt, der undersøger forekomsten af miljøfremmede stoffer i havet, næsten lige så travlt i havn som til søs. De har således allerede nået at tage bundprøver både i havnen og i Swan-floden hele vejen op til Perth.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her