Det klukker let mod gummibåden. Vædderen er blot en prik i horizonten. Lee Miller og Marianne Rasmussen tumler med ledninger og lytteudstyr, der skal måle havets lyd. Fra forskernes kuffert synger computeren sin windowslyd noget så velkendt opleves pludselig så fremmed. Lee Miller har sandaler om de store orange fødder i overlevelsesdragten, som alle civile skal have på, når de er med ude i Vædderens MOB-båd (Mand Over Bord). Han taler med let amerikansk accent, har skæg og under dragten har han en T-shirt med alverdens hvaler afbilledet på brystet. For lidt siden drønede vi af sted i gummibåden. I frømandsfart. Vandet, der så så stille ud fra dækket på det store skib, var pludseligt bakket, ujævnt og hårdt som beton. Albatros »Så kan de altså lette fra vandet«. Lee råber af begejstring, og for at overdøve sus og motorlarm. Han peger. En gulnæbbet en af slagsen tager store skidt over vandoverfladen, mens dens lange vinger bølger op og ned. Ikke kluntet som en bagtung svane. Overraskende adræt. Vi ler alle. Hans begejstring smitter os andre i gummibåden. Stille nu. Marianne sænker hydrofonen i vandet. Nu skal der lyttes, og Lee indstiller udstyret og stikker høretelefoner i ørene. Han kan intet høre. Det kan Mariannes yngre ører til gengæld. »Sonaren går klart igennem på 12 kHz«, siger hun. Sonarlyd Under Vædderen sidder en sonar, der ved hjælp af lyde måler afstanden til havbunden. Udstyret opfanger den som en biiip-lyd. »Den anden støj er fra skibet. Lad os prøve at sejle længere ud«. Vædderen forsvinder næsten i det fjerne. Bådføreren kalder skibet. »Lillebror kalder Storebror. Kan vi få en afstand?« Det kan vi ikke. Ingen radiokontakt til jernskibet. Der gættes på 2 sømil. Udstyret kommer i vandet igen, men skibet brummer stadig højt. Endnu et par albatrosser glider ned på vandet og sætter sig. Alle i båden på nær Lee og Marianne glemmer hvaler for et øjeblik og betragter disse mytologiske fugle med seje solbrilletegninger og fartstriber på næbet. Alene ude midt på havet og dog så supercool og kæmmede. Lee lytter til Vædderen og ærgrer sig. Siden Cape Town har han talt om muligheden for, om motoren kunne blive slukket et øjeblik. Han ønsker at få en optagelse af det Indiske Ocean, som det lyder uden menneskeskabt støj. Den ville han kunne sammenligne med lyden, hvor vædderen ér med. Forskellen ville være Vædderen som så kunne fjernes på de fremtidige optagelser. Men hans ønske forbliver et ønske. Sikkerhed »For det første så slukker vi ikke bare hovedmotoren på et skib, der ligger midt ude i et Ocean. Det er simpelthen et grundlægende princip, der handler om sikkerhed. forklarer næstkommanderende Martin Mikkelsen. »Og helt praktisk, så skal der hentes vandprøver med tunge stålwirer, hver gang vi ligger stille. Men for at ligge stille, så må vi hele tiden arbejde med skruen og bov-propellen. Det kan vi ikke bare slukke for«, siger han. Hver gang vi holder stille skal der hentes vandprøver. 30 af forskerne er afhængige af dem. Det ved Lee Miller egentlig godt. »Vi er et meget lille projekt om bord på et skib med et par meget store projekter om bord. Jeg tror, vi er for små til at få slukket motorerne«, siger han. Tilbage på skibet sidder han og Marianne oppe på Monkey Island og spejder efter hvaler. Det er en platform et godt stykke over dækket, og lige nu er den badet i sol. Udsynet uendeligt. »Alle hvalarter svømmer i dette ocean. Og måske er vi så heldige at få en næbhval at se«, siger Lee. Marianne udpeger næbhvalen på hans trøje. For det utrænede øje ligner den en stor delfin. Men der er tale om en gruppe af hvaler, hvoraf nogle aldrig er set i live kun som strandvaskere. I det samme kommer forskningsleder Torkel Gisse Nielsen op til dem. Han bærer på godt nyt. »Når vejret er godt, kan I få lov til at sejle meget længere ud i gummibåden end i dag. Så længe vi har visuel kontakt, er det ok«, siger han. Også han understreger, at det ikke er en mulighed at slukke skibets motorer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























