Hvis man kniber øjnene godt og kigger ud gennem brystværnet øverst i Fort St. Bras, kan man godt fornemme, hvordan kaperne og sørøverne i deres skibe ude foran São Delgada lå og ventede på mørket, mens soldaterne stod anspændt og håbede, at sørøverne ville komme så tæt på, at de kunne fyre en bredside af mod deres vandlinje. Man skal nu have en god fantasi. Fort St. Bras blev bygget i slutningen af 1500-tallet. Men en række nyere tilbygninger af arkitektonisk tvivlsom værdi og tilføjelsen af moderne kamuflage-malede kanoner med sigtekornene rette mod en kranfyldt industrihavn ødelægger ligesom indlevelsesevnen. Gyldne tider Men fortet er et blandt mange på de azoriske øer, som er lavet med det udtrykte formål at holde fribytterne fra livet og give bugnende handelsskibe et sted at flygte til for at komme i ly af forternes kanonbatterier. Sørøveriet ved Azorerne (og i Caribien) gik nemlig gyldne tider i møde, da søfartsvejene over Atlanten og syd om Afrikas horn blev åbnet af portugisiske og spanske handelsmænd. »Når de portugisiske og spanske handelsskibe vendte tilbage fra Indien eller Amerika, så førte vindforholdene især i sensommeren dem gennem Azorerne. Her ventede piraterne og korsarerne på dem. Så forterne blev bygget for at beskytte byerne, mens den portugisiske konges flåde forsøgte at beskytte handelsskibene«, fortæller militærhistoriker og løjtnant Sergio Resendes, der til daglig arbejder på Fort St. Bras, der i dag er Azorernes militære hovedkvarter. Boede på piratøer Korsarerne - også kaldet fribyttere eller kapere - var sørøvere med næringsbrev fra f.eks. den britiske eller spanske konge, der gav dem ret til at kapre skibe fra fjendtlige lande og beholde lasten. Når piraterne og kaperne var så forbandet svære at få bugt på, skyldtes det blandt andet, at to af de azoriske øer, Flores og Corvo, var privatejede af en portugiser, der aldrig besøgte dem. »Så beboerne stod over for et dilemma. Enten at modsætte sig de pirater, der gerne ville udnytte fraværet af Portugals militær og bruge øerne som base - og dermed miste sit liv - eller begynde at handle med og have venskabelige forbindelse med piraterne«, siger han. Demokrater? Nemt valg, så øerne blev base for pirater og kapere, og her stak de ud for at overmande spanske galioner bugnende med rigdomme fra den nye verden. Piraterne var morderiske og brutale ifølge mange fortællinger, men interessant nok væsentlig mere demokratisk indstillede, end hvad der var normen i de stærkt undertrykkende sydeuropæiske lande. Mange pirater havde faste, nedfældede regler og love for opførsel, straf og byttedeling. I mange tilfælde var kaptajnen demokratisk valgt af sit mandskab, og flertalsafgørelser udstrakte sig også til strafudmålingerne, hvor besætningen stemte om, hvilken straf man skulle give en pirat, der f.eks. gik i kamp i beruset tilstand. Overskudsdeling Byttet blev fordelt meget ligeligt. »Godt nok fik kaptajnen lidt mere af byttet, men ikke meget. De delte alting stort set ligeligt", siger Sergio Resendes. Edward 'Ned' Lowe, der blev berygtet for sin brutalitet og sadisme som pirat ved Azorerne, nedskrev et kodeks med 17 paragraffer. Her kan blandt andet læse byttefordelingen, nemlig at kaptajnen fik dobbelt andel, mesteren ombord halvanden andel, en række 'officerer', heriblandt doktoren, en og en kvart andel. Resten fik én andel. Så selvom kaptajnen bestemt fik mere end matroserne, så var det en uhørt økonomisk fordeling for sin tid. 127 angreb I dag findes pirateriet stadigvæk, oven i købet også i Europa, hvor der i år indtil videre har været ét vellykket piratangreb ud for Holland. I alt 127 gennemførte angreb på et halvt år er det blevet til i 2006. Langt de fleste i Indonesien og Bangladesh, derefter Malaysia, Nigeria og Somalia.