Engang var det rigtig sjovt for lystfiskere at fiske efter torsk i Øresund. Det vrimlede med dem, og de lå som store mørke klatter på kutternes ekkolod. Men det har ændret sig. Der er blevet længere mellem torskene, og det har betydet, at lystfiskere ofte er kommet slukørede hjem fra fisketure på sundet med kun et par enkelte torsk i posen. I Vestgrønlands fjorde Manglen på torsk har tvunget mange erhvervsfiskere til at hugge deres skibe op og skifte profession eller gå på pension. Eksperter nævner overfiskning og forurening som to af grundene til, at torskene er blevet færre. Set i det lys er det nærmest en ubeskrivelig oplevelse at fiske i en fjord i Grønland. Vædderen sejler i det fjordsystem, der skærer sig ind i landet fra Nuuk på Grønands vestkyst. Godthåbsfjorden. Fjeldene rejser sig i op til 1.600 meters højde langs skibet. Isfjeldene driver stille forbi. Det er overskyet, og regnen drypper ned over dækket. Fiskeri på agterdækket Denne aften ligger skibet til ankers ud for bygden Kapsigdlit. De fleste er indenfor i tøjrvejr. Men på agterdækket står et par medlemmer af besætningen plus nogle repræsentanter fra pressen. De har fiskestænger i hænderne, for enden af linerne hænger pirke, blink og andre kroge, der skal lokke fjordens torsk til at bide på. Spørgsmålet er så, om der er nogen fisk her. Pirken ryger ud over rælingen og suser nedad. Normalt skal torsk findes nede ved bunden, men sådan er det ikke her. Allerede tyve meter nede stopper pirken. Nu bevæger stangspidsen sig i små bitte ryk. Og så bøjer den, og indhalingen begynder. Den trækker godt til, torsken i den anden ende. Bid! Bid! Bid! Og et par minutter efter bliver den halet indenbords og svunget over til det bord, hvor hovmester Ulrich Albrechtsen og studerende Dorthea Harlev står klar med knive for at skære fisken op. »Så er der en her«, siger Vædderens bager, Benny Pedersen. Han har ingen fiskestang, men har bare rullet en line med en pirk ned under skibet. Og straks har han torsk på. »Der er også fisk her«. »Jeg har bid!«. Nu står alle fire-fem fiskere på agterdækket med spidsen af fiskestængerne pegende mod bunden. Og den ene torsk efter den anden bliver halet ombord. Der er simpelthen proppet med torsk tyve meter under båden. Bunden er 60 meter nede, men kun i sjældne tilfælde lykkes det at få pirken helt derned. Torsken kaster sig over det fiskelignende stykke metal, længe inden det når bunden. »Det er simpelthen for vildt, det her«, må Politikens udsendte bryde ud. Torsk i en tønde Og det ER vildt. Et fiske-eldorado uden lige. Nede under skibet er et mylder af torsk. Ikke som sild i en tønde, nok snarere som torsk i en tønde. Det varer en times tid. Og til slut kan de slet ikke følge med, de to, der står og skærer fisk op. »Nej, de her er for små«, siger Dorthea Harlev og hælder et par sprællende torsk overbords. Når pirken en sjælden gang rammer bunden, går der et kort øjeblik, før det rykker i stangen. Helt dernede på 60 meter vand er det rødfisk, der bider. De har svært ved at klare trykforandringen og har udstående øjne og en svømmeblære hængende ud af halsen, når de kommer på dæk. Vædderens fryser fyldt Mørket falder på, og aftenens fangst gøres op. Der kom over 100 torsk på op til et par kilo på dæk plus nogle rødfisk. Og så var der de små, der blev hældt ud over rælingen igen. Fangsten ble skåret i fileter og ligger nu i Vædderens fryser. Fiskene kan formentlig mætte alle ombord. »Sådan er det at fiske herinde i fjorden. Man kaster bare ud, og så er der bid«, konstaterer ekspeditionens togtleder Minik Rosing, da han hører om dagens fangst. Noget andet end Øresund.