Allerede inden Vædderen lægger til kaj, er det tydeligt, at det er en usædvanlig dag i Nanortalik. Havnen er fyldt med børn og unge, der hopper og vinker. Og få sekunder efter, at skibets mandskab sænker landgangsbroen, hænger de første fem-ti knægte på trappen. Deres øjne er smalle sprækker. Huden er lysebrun, og de smiler alle sammen. De har t-shirts på, hættetrøjer og en viser sin Brøndby fodboldtrøje frem. Poserer for kameraet De poserer for hvert et kamera, der bliver rettet mod dem. Lægger hovedet på skrå og får lynhurtigt øjenkontakt. Man når knap at tage fem skridt ned af trappen, før drenge og piger løber én i møde og stikker en flad hånd frem. »Hej«, siger de alle og trykker hånd. Vædderen er ankommet til Nanortalik, der ligger omtrent 100 kilometer nordvest for Kap Farvel, Grønlands sydspids. Byen består af små træhuse i stærke farver. Blå, turkis, gul, lilla og rød. 1.200 indbyggere bor her, og mange af dem ernærer sig ved fiskeri. Porten til forskning i Grønland Velkomstkomitéen består af byens borgmester Kristine Raahauge og turistchef Niels Tækker Jepsen. Borgmesteren byder velkommen, og Galathea 3 ekspeditionens togtleder Minik Rosing, der i dagens anledning er klædt i hvid anorak og fortjenstmedalje, svarer: »Nanortalik er porten til forskning i Grønland, så det er meget passende, at vi står her. Vi glæder os til at se byen og hilse på jer alle sammen«, siger han. Forlegen skibschef Og der er nok at hilse på. Børn vrimler omkring benene på skibschefen, den næstkommanderende, Minik Rosing og Morten Meldgaard, direktør i Dansk Ekspeditionsfond. Skibschef Carstens Schmidt bliver nærmest lidt forlegen over al opmærksomheden, men giver hånd og klapper børnene forsigtigt på hovedet. Lidt derfra står en gruppe teenagere og spiller bold op ad containere, to knægte klatrer i containerne. Og der er sågar et par unger, der drister sig til at spille mur op ad Vædderens grå styrbordsside. Bolden ryger i vandet, men driver ud, så en flok i robåd kan samle den op og kaste den på land. Der er vel i alt omkring 200 børn og enkelte voksne på pladsen, hvor Vædderen er fortøjret. Sol efter to uger med regn Der er arrangeret byvandring, og turistchefen fører an. En forsamling på omkring 50 personer fra Vædderen går langs havnen efter ham og ser både skole, rådhus, plejehjem og flere andre bygninger. Solen skinner over Nanortalik, her ligger ingen sne, i stedet er der masser af spirende græs og gule blomster mellem kampesten og klippestykker. Vejret er med Vædderen, det har regnet 14 dage i streg, fortæller fortidspensionist Johan Jakobsen, der har slået følge med gæsterne fra havet. Modtagelse med stenkast Han fortæller, at det er mindst et år siden, at et så stort skib lagde til kaj ved byen. Så det er en stor begivenhed. Omend modtagelsen slet ikke altid er så festlig i Grønland. »Nogle gange bliver man modtaget med sten. Så det er sådan lidt forskelligt«, konstaterer skibschef Carsten Schmidt. Og selv om modtagelsen er overvældende i Nanortalik, så har byen også sine problemer, der stikker frem bag turistchefens guidede tur rundt til supermarked, plejehjem og andre tegn på et velfungerende moderne velfærdssamfund. Mange drikker for meget Bagest i følget går borgmester Kristine Raahauge, og hun kan fortælle om svigt og misbrug. Selv om børnene fra kajen ser glade ud, så kommer mange af dem fra hjem, hvor den ene eller måske begge forældre drikker for meget. »Vi har mange omsorgssvigtede børn, fordi forældrene har problemer med spiritus. Og der er også misbrugte børn her. De sociale problemer hænger sammen med arbejdsløsheden, som er omkring 12 procent«, siger hun. Borgmesteren fortæller, at den lokale fiskefabrik har været lukket i et år, fordi den tidligere ejer ikke mente, han kunne tjene nok penge på virksomheden. Men nu er den åbnet med en ny ejer, og det giver håb om fremgang i byen. Guldmine giver skat Gennem sin beliggenhed tæt ved guldminen i Kirkespirdalen er byen begunstiget af skatteindtægter fra de mange canadiere og danskere, der arbejder der. Det er med til at finansiere velfærdsydelserne i Nanortalik. Forrest har turistchefen trukket forsamlingen hen til et aflangt bord foran supermarkedet Pilersuisoq, der betyder én, der leverer ting til indbyggerne. På bordet er anrettet grønlandske specialiteter fra havet. Der er tørret sæl, tørret vågehval, tørret hellefisk og tørret torsk. Og så rensdyr, moskusokse og lam. »Garanteret økologisk«, siger forretningens engroskonsulent Thorvald Bernhardtsen, mens han forklarer om retterne og skænker vand til at skylle den fremmede smag ned med. Lokale venter på mad På bænke bag gæsterne fra Vædderen har vel omkring 100 af byens indbyggere samlet sig. De ved, at her er en mulighed for at få gratis mad. Så snart køen foran provianten tynder ud, går de i en samlet bevægelse mod det aflange bord. En ældre vejrbidt herre med meget solbrændt hud forsyner sig med hellefisk, selv om han ingen tænder har. Han pakker fem-seks stykker af det tørrede fisk ind i en serviet, stikker den i lommen og griber så ud efter fadet med sælkød. Han blinker til Thorvald Bernhardtsen. Her hjælper man hinanden. Trods sociale problemer er Nanortalik et lille samfund, der er stolt af sin historie. Og indbyggerne tør godt vise den frem. Rød snor klippes over På byens museum klipper borgmesteren den obligatoriske røde snor over. Udstillingen 'Erindring om slægters komme fra øst' fortæller historien om, da Nanortalik blev befolket af folk fra det østlige Grønland. Turen går videre til bredden, hvor lokale sejler konebåd og danser traditonelle grønlandske danse. Der bliver trukket en sæl på land, og fangerne skærer den op for øjnene af måbende gæster og næsten lige så mange kameralinser. Rundvisningen slutter med korsang i kirken. På vej tilbage mod havnen kommer et søskendepar gående. Drengen er vel ti år, pigen et par år yngre. Han har to kilostore torsk i hver hånd og holder dem frem i gællerne. Smilet er bredt, måske lidt påklistret. Han er stolt som en pave. Eller også poserer han bare til ære for gæsterne.