Danmark er på vej til at miste en perle i den internationale forskningsverden. I næsten 50 år har et nordisk institut for teoretisk fysik bidraget til at sætte København på grundforskningens verdenskort. 'Alvorligt slag mod dansk forskning' Nu vil Nordisk Ministerråd flytte instituttet til Stockholm - uden at den danske regering protesterer. »Det er et meget alvorligt slag mod forskningen i Danmark. Ressourcerne til teoretisk fysik vil blive næsten halveret i kraft af flytningen. Den teoretiske fysik bliver ramt hårdt, og det passer meget dårligt med regeringens ambition om at udbygge og styrke forskningen«, siger nobelpristageren, professor Ben Mottelson, der har været på instituttet siden oprettelsen i 1957. Tæt samarbejde med Niels Bohr Institut En af Danmarks mest berømte forskere, atomfysikeren Niels Bohr, var blandt initiativtagerne, da instituttet blev grundlagt som en del af det nordiske samarbejde. Siden er det under navnet NORDITA blevet verdenskendt for sin forskning og træning af unge forskertalenter. Det har et tæt samarbejde med Niels Bohr Instituttet, som det deler bygninger med. Ingen fabrik »Det miljø, der er skabt, er en arv fra Niels Bohrs tid. Det har været i stand til at berige fysikforskningen i Norden på en meget frugtbar måde«, siger Ben Mottelson. Han frygter, at det hele bliver slået i stykker, efter at de nordiske ministre for uddannelse og forskning på et møde i begyndelsen af april gav grønt lys for en plan om at flytte NORDITA til Stockholm. »De fleste af professorerne på NORDITA ønsker ikke at flytte til Stockholm. Så i realiteten er der ikke tale om at flytte instituttet, men om at nedlægge og prøve at oprette et nyt i Stockholm«, siger Ben Mottelson, der på trods af, at han er pensioneret, stadig har sin daglige gang på instituttet. Han tror, svenskerne vil få svært ved at opbygge noget, der kan matche instituttet i København og det særlige videnskabelige miljø: »At opbygge forskningsinstitut i verdensklasse er ikke det samme som at bygge en fabrik«, siger han. Bedre svensk tilbud Beslutningen har været længe undervejs. I 2003 vedtog Nordisk Ministerråd at omlægge forskningsstøtten. En række institutioner fik tilskuddet beskåret. NORDITA fik besked om, at Nordisk Ministerråd fra 2007 kun vil betale halvdelen af de årlige udgifter på 19 millioner kroner. Siden har universiteterne i Stockholm og København begge budt på opgaven med at videreføre NORDITA. I første omgang lå svenskernes bud højest, men siden har København forbedret sit tilbud blandt andet med støtte fra universitetet i Lund, der gerne ser det tætte samarbejde over Øresund fortsætte. »Det danske tilbud er nu lige så godt som det svenske«, siger Ben Mottelson. 'Miljøet er flytbart' Det er Nordisk Ministerråds generalsekretær, svenskeren Per Unckel, helt uenig i. Han mener, at tilbuddet fra Stockholm sikrer instituttet bedre lokaler, større selvstændighed og bedre ansættelsesvilkår for personalet. Han mener, det kan lade sig gøre at flytte NORDITA's videnskabelige miljø: »Det er en komplikation at flytte det, men ingen umulighed, eftersom der tilbydes et meget stærkt, videnskabeligt miljø i Stockholm«, siger Per Unckel. Tavse danske ministre Han siger, at ministerrådet allerede i efteråret 2003 gav ham mandat til at forhandle en ordning på plads. Det mandat fik han bekræftet på mødet for en lille måned siden, så han nu kan forhandle flytningen til Stockholm på plads på egen hånd. På aprilmødet kom der ingen indvendinger fra ministrene - heller ikke fra den danske undervisningsminister Bertel Haarder (V), som deles om møderne med videnskabsminister Helge Sander (V). »Den danske minister gik ikke imod, at jeg skulle træffe beslutningen«, siger generalsekretæren. 'Tåbeligt' Regeringens optræden vækker undren blandt forskerne og i NORDITA's bestyrelse: »Det virker tåbeligt, at Danmark giver afkald på en verdenskendt eliteinstitution, der ligger i hjertet af København - og tilsyneladende gør det uden nogen begrundelse. Det er meget overraskende. Det virker lidt i modsætning til regeringens mål om at styrke forskningen i Danmark. Jeg har ikke set det stærke argument for en flytning, så jeg går ud fra, at det er en politisk beslutning«, siger det danske medlem af NORDITA's bestyrelse, lektor Poul Henrik Damgaard fra Niels Bohr Instituttet. Lektor Georg M. Bruun, ligeledes fra Niels Bohr Instituttet, betegner NORDITA som »en perle«, der har været i stand til at sætte Danmark og København på verdenskortet inden for fysikforskningen. Han opfordrer politikerne til at gribe ind og forhindre flytningen: »Hvis politikerne har en ambition om, at Danmark skal være et samfund, som tiltrækker dygtige forskere fra udlandet, der skaber viden på højt niveau, hænger det ikke sammen med, at de ikke kæmper for at beholde et sted som NORDITA. Det kan ikke være rigtigt«, siger Georg M. Bruun. Venstre: Det er universitetets skyld Men Hanne Severinsen (V), der er formand for Folketingets udvalg for videnskab og teknologi, frygter, at løbet er kørt. Hun skyder skylden på Københavns Universitet: »Stockholm har oppet sig og giver mange flere penge. Københavns Universitet har ikke prioriteret det højt nok«, siger Hanne Severinsen. Hun afviser, at regeringen kan gå ind med penge: »Vi giver pengene til universiteterne, for at de selv skal prioritere. Vi har ikke penge, som vi prioriterer for universiteterne. De får penge for at udvikle den bedste undervisning og forskning. I forhold til de 2,3 milliarder, som Københavns Universitet får årligt, er det her pebernødder. Hvis det havde budt ti millioner, havde det fået NORDITA«, siger Hanne Severinsen. Løbet er kørt Hun tvivler på, at politikerne kan gribe ind nu: »Det er brandærgerligt, men jeg ved ikke om, om vi kan gøre noget, sådan som sagen har udviklet sig. Jeg vil gerne undersøge det, men sådan som jeg forstår det, er løbet kørt«. Videnskabsminister Helge Sander (V) vil ikke udtale sig, før han har besvaret et spørgsmål fra folketingsmedlem Lene Jensen (S) om sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























