Visse sygdomme lader sig ikke stoppe - og demens er en af dem. Den skrider fremad, til patienten til sidst ikke formår at være i kontakt med omverdenen. Men selve sygdomsforløbet, det kan man i visse tilfælde gøre noget positivt ved - hvis man allierer sig med en skov. Fremgang i skoven Og det har de vist på plejehjemmet Kirsebærbakken i Hillerød. Plejehjemmet har i mange år haft forskellige dagtilbud til hjemmeboende ældre demenspatienter. Disse aktiviteter var der ikke noget galt med, men forstander Gerd Else Johnsen begyndte alligevel at spekulere på, om der ikke kunne gøres noget ekstra. Hun havde lagt mærke til, at når de ældre en gang imellem blev kørt en tur i skoven, så livede de kendeligt op. De blev mere opmærksomme, de talte mere - og syntes i det hele taget at befinde sig bedre end ved de almindelige sammenkomster på plejehjemmet. Skovdagcenter I 1998 lykkedes det så Else Gerd Johnsen i samarbejde med Frederiksborg Skovdistrikt at etablere 'Skovdagcentret Eghjorten'. To gange om ugen henter plejehjemmet med bus otte middelsvært til svært demente Hillerød-borgere på deres bopæl, hvorefter turen går til et naturcenter i Grib Skov. Gåture og børn Her kan de ældre, der er mellem 76 og 89 år, gå tur i skoven, tale med de børn, der besøger stedets store legeplads - eller blot sidde og slappe af. Og de to gange tre timer, de demente kommer ud i Grib Skov, har virkelig haft effekt, fortæller Gerd Else Johnsen: »Mødet med skoven med alle dens syns- og sanseindtryk har en positiv virkning på både tale og hukommelse. Det kan vi selvfølgelig registrere, men vi er ikke de eneste. Patienterne fortæller selv, at skoven betyder meget for dem, og fra de pårørende hører vi, at efter en sådan skovtur kan den demente, som måske ellers ikke rigtigt siger noget, nu pludselig begynde at fortælle om det, han eller hun har oplevet i dag. Det er meget livsbekræftende«. Da Skovdagcentret var etableret, fik Kirsebærbakken støtte fra Sygekassernes Helsefond, Tips- og Lottomidlerne, Friluftsrådet og Hillerød Kommune til at få projektet evalueret på videnskabeligt grundlag. Udskyder indlæggelser Kultursociolog Christine E. Swane fra Syddansk Universitetscenter fulgte Eghjorten i halvandet år, ved studier i skoven og gennem interview med både plejehjemmets personale, patienterne og deres pårørende. Hendes rapport, der netop er offentliggjort, konkluderer, at patienterne både fysisk, psykisk og socialt har meget stor gavn og glæde af de to ugentlige besøg i Grib Skov. »Ser man på projektet ud fra et plejeperspektiv, er der også meget at hente. Det er nemlig lykkedes at udskyde tidspunktet for plejehjemsindlæggelse med i gennemsnit omkring to år for disse patienter«, siger Gerd Else Johnsen. Hun skal nu skrive en håndbog om skovdagcentret, så andre kommuner kan følge efter.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen