SARS-vaccine testes på mennesker

Under udbruddet i Asien forsøgte folk at beskytte sig ved hjælp af masker. - Arkivfoto: AP
Under udbruddet i Asien forsøgte folk at beskytte sig ved hjælp af masker. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

To år efter at billeder af SARS-masker gik verden rundt og lige ind i frygten på befolkninger verden over, er en vaccine klar til forsøg i mennesker. I de to år er der sket meget. Sygdommen er stort set fraværende i nyhedsbilledet. Det er blevet overtaget af andre sygdomme som blandt andet fugleinfluenza. SARS, der står for 'severe acute respiratory syndrome', skabte panikstemning i 2002, da den sneg sig fra Kina og nåede at dræbe næsten 800 mennesker verden over. Efter at smittede mennesker kom i karantæne, lykkedes det at få kontrol med epidemien i 2003. Udryddet Siden da er enkelte isolerede udbrud fanget tidligt og udryddet. Men eksperter frygter stadig, at en anden bølge af sygdommen kan bryde ud. Enten gennem kontakt mellem mennesker og smittede dyr, eller ved at virus slipper ud af et laboratorium. »Så snart, en virus som den en gang har været i cirkulation, er der ingen garanti for, at den i fremtiden holder sig inden døre«, siger Gary Nabel, der er leder af det amerikanske hold fra US National Institue of Allergy and Infectious Diseases, der står bag vaccinen. Forskerne offentliggjorde i denne uge, at de nu er parate til at teste vaccinen i mennesker. Danner selv protein Vaccinen består af en lille bid dna fra virussen. Dna-stykket koder for et protein, der sidder som en kappe rundt om virussen. Håbet er, at menneskers celler optager dna-bidden, efter at de har fået indsprøjtet vaccinen, så de selv danner det bestemte protein. Immunsystemet skulle så lære at genkende det fremmede protein og gå til forsvar, når det opdager den ægte SARS-virus. Nabels hold har vist, at vaccinen dur i forsøg på mus. I første omgang skal ti personer teste, om vaccinen er sikker, og om den sætter gang i immunsystemet. Hvis de første forsøg går godt, udvider forskerne forsøgene med det formål at skabe vaccinelagre til brug ved et eventuelt udbrud af SARS. Død virus Mindst ét andet forsøg er i gang i Kina. Det er et forsøg, der benytter sig af en anden metode, hvor mennesker får indsprøjtet hele virussen i en død form. Det er uklart, hvilken fremgangsmåde der viser sig mest effektiv. Endelig er der forskningsgrupper, der forsøger sig med udtræk af antistoffer mod SARS, hvilket i modsætning til en vaccine kan gives til folk, der allerede har fået sygdommen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her