Rotter burde egentlig ikke kunne komme op af et toilets vandlås. Men nogen kan altså. Og der bliver flere og flere af dem. Livgivende skepsis For en rotte har større chancer for at overleve, jo mere nysgerrig den er - hvis den samtidig bevarer sin naturlige mistro over for nye ting. »De rotter, der er bedst til at tilpasse sig, vil bringe deres gener videre til deres afkom. Og så vil hele bestanden blive mere overlevelsesdygtig. Det er almindelig darwinistisk udviklingslære om 'survival of the fittest'«, siger biolog Jens Lodal fra Statens Skadedyrslaboratorium. Smartere rotter Ligesom andre eksperter vurderer Lodal, at årsagen til, at antallet af rotteanmeldelser i det seneste tiår er steget fra cirka 100.000 til 140.000 årligt, ikke kun er nedslidte kloakker og øget resistens over for rottegift. Det hænger også sammen med, at rotterne er blevet smartere. Rotteeksperterne ser jævnligt, at de forsøgsrotter, der er tilbageholdende, hæmmede og bange, dør af sult, fordi de ikke tør røre ny mad. Hvorimod de rotter, der husker deres medfødte skepsis, men samtidig ihærdigt bliver ved med at udforske tingene, bliver mest mætte. »Rotten er fra naturens hånd underligt splittet mellem at sige: »Man skal ikke tage det første, det bedste« - og så være udadvendt og innovativ. Det er blandt andet det, der giver den så stor succes«, siger Peter Weile, rottekonsulent hos Miljøstyrelsen. Begår skjældent den samme fejl to gange I modsætning til for eksempel musen har rotten god hukommelse og gør uhyre sjældent den samme fejl to gange. Den er ofte for klog til at gå i fælder. Og hvis den først én gang har fundet op gennem en vandlås, kan den gøre det igen og igen. Rottens grænseoverskridende evner betød for en halv snes år siden, at myndighederne indførte godkendelse af de produkter, man putter i kloaksystemerne for at stoppe skadedyrene. Det viste sig nemlig, at rotterne kunne komme gennem en del typer af de såkaldte rottelåse. »For eksempel så de klogeste af rotterne, at de kugler, der spærrede adgangen til toiletterne, kom i svingninger, når folk skyllede ud. Og fandt så selv ud af, at sætte dem i svingninger, så de kunne knibe sig ind og op«, fortæller Inge Faldager, rotteekspert på Teknologisk Institut. Et kreativt dyr I dag er alle rottelåse derfor igennem tre ugers forsøg i et kunstigt kloaksystem med wc-papir, menstruationsbind og hele svineriet, hvor rotten i den første uge vænner sig til omgivelserne og i de to næste sultes og udsættes for dufte af spegepølse og andre rottelækkerier. »Finder de ikke vej, selv når de er møgsultne, er rottelåsen effektiv. Men det er under ti, der har bestået testen indtil nu. Rotter er jo meget kreative«, siger Inge Faldager. Og i virkelighedens kloaksystem lader de smarteste af dem sig ikke hæmme af en rottelås. De finder bare andre veje ud og op af kloaksystemet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Anders Jerichow
De NYVALGTE
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























