På denne tid sidste år annoncerede firmaet EpiTan resultaterne af et såkaldt fase IIb-forsøg med deres medicin Melanotan. Resultaterne blev dengang med en vis form for ironi betegnet som »opløftende«. Forsøgene viste nemlig, at produktet, der var udviklet som et selvbruningsmiddel i pilleform også fremkaldte erektion hos nogle af de mandlige forsøgspersoner. Melanotan kan nemlig ikke bare gøre folk brune. Det gør dem også seksuelt ophidsede. Ikke som Viagra, der øger blodtilførslen til kønsdelene og dermed gør dem mere følsomme. EpiTans solbruner rammer tilsyneladende hjernen og øger forsøgspersonernes lyst til sex. Både hos kvinder og mænd. Som endnu en sidegevinst viste solbruneren sig at hæmme forsøgspersonernes sult. Det tog ikke lang tid, før kvikke hoveder gav den navnet Barbie-pillen. Man kan jo blive brun, slank og lysten på en gang - fuldstændig som tidens Barbie-inspirerede ideal. Nu er fase IIb-forsøg kun et skridt på vejen mod, at midlet frigives til almindelig brug. Man mangler endnu de i medicinudvikling største fase III-forsøg. Det er her, det afklares, hvor stor en del af en gruppe mennesker, der rent faktisk reagerer på pillen - mange mediciner virker kun på en lille del af befolkningen. Bivirkningerne er heller ikke kortlagt. Men historien om Barbie-pillen er ikke alene. Hjerne-kosmetik I de seneste år er vores forståelse for, hvordan nervesystemet og hjernen arbejder øget ganske betydeligt. Hjerneskanningsteknikker på den ene side og stigende viden om gener og nervernes arbejde på det molekylære plan på den anden er en magtfuld knibtang, der er ved at vride hemmelighederne om vores mentale centralværksted ud af de grå hjernevindinger. Med den viden stiger lægernes mulighed for at behandle en del af de personer, hvis hjerner ikke fungerer optimalt. Børn med opmærksomhedsproblemer, ældre med sygdomme, der nedbryder hjernen, osv. Men de nye mediciner kan også i stigende grad benyttes af raske. Bare for lige at sætte lidt ekstra kraft på koncentrationen, gøre os lidt mere omgængelige, selv om vi er stressede eller sørge for, at vi ikke er for nervøse, når vi skal holde et foredrag. Vejen til lykken Den viden fik i sidste måned den amerikanske neurolog Anjan Chatterjee til at skrive et opråb i tidsskriftet Neurology. »Prestige og penge har været standarderstatninger for lykke i den amerikanske kultur. Bedre hjerner kan meget vel blive det næste på listen, enten som et middel til at opnå prestige og penge eller som en kilde til lykke i sig selv«, skriver han. Chatterjees anliggende er, at lægerne må tage stilling. De må gøre op, hvad de vil sige, når patienterne på den ene side og medicinalfirmaerne på den anden vil presse dem til at udskrive medicin til raske mennesker, der gerne vil være en lille smule foran fyren i nabokontoret. Hver tredje: En fin ide Det pres vil også dansker læge sandsynligvis opleve - hvis ikke de allerede gør det. I en undersøgelse af danskeres holdning til medicin, der alene skal forbedre normale menneskers evner fra 2002 svarede en tredjedel, at det lød som en fin idé. En anden tredjedel var imod. De sidste hverken eller. Og det mest tankevækkende er, at det var de højtudannede og højtlønnede mænd, der sagde ja tak til at få et lille løft i de mentale regioner. Den gruppe regnes normalt som trendsættere, hvis holdninger efter et stykke tid er kopieret af større dele af samfundet. Så der er god grund til at gøre op, hvad man vil være med til. Kan et luftfartsselskab kræve, at en pilot er medicineret til bedre at kunne klare krisesituationer? Kan militæret kræve at soldaterne er medicineret, så de bedre kan slås? Kan et universitet kræve at dets forskere har stimuleret hjernen til bedre at tænke? Osv. Virker det som fjern fremtid? Så læs sportssiderne. Når konkurrencen skærpes følger doping med.