Om morgenen blev højvandet udnyttet til at fragte folk fra Vædderen ud til en lille sandbanke midt på et af verdens store koralrev i the Rowley Shoals Marine Park 260 kilometer fra Broome i Australien. Nu var klokken tæt på et og tidevandet trak sig hurtigt tilbage efter skemaer med en forskel på seks meter. En gummibåd var kommet til øen for at hente flere af morgenens flok tilbage til skibet. 21 blev på øen sikre på at blive hentet snart. Halvvejs ud mod kantens af revet i øjemål en lille kilometer løber tidevandet fra gummibåden, der sat på koraller ikke længere kan fortsætte. Passagererne er midlertidigt fanget midt på Imperieuse reef. En forsker om bord i gummibåden beretter, at stemningen dog var god. »Vi talte om, hvem af os vi skulle spise først«, siger han. Efter kort overvejelse blev det dog aftalt at gummibåden skulle rømmes og passagerne gå ind over revet for at blive samlet op af en anden båd. Gåturen var besværliggjort af revet. Flere snublede og skrabede fødder og ankler på de skarpe koraller. Det blev aftalt, at øfolkene ikke også skulle forsøge at gå ud til kanten. Tilbage på øen var 21 forskere, søfolk og journalister. Søværnets Operative Kommando havde dog udnævnt en ø-kommandant for gruppen, Erik eller KIB, som han bliver kaldt i sin egenskab som kampinformationsbefalingsmand. Med dennes kommandantbivuak, godt med ferskvand, en pakke mariekiks samt en pose barbecue chips, beredte de strandede sig på at afvente vandets genkomst senere på dagen. Netop dette tidspunkt voldte lidt problemer at beregne. Ifølge Vædderens oplysninger kulminerede højvandet klokken 11.30. Flere på øen mente dog, at det tidspunkt nok var lidt sent sat, og at vandet allerede var begyndt at trække sig tilbage, da vi ankom flere timer tidligere, hvorfor beregningerne for højvandets genkomst også burde skubbes lidt frem. Var der tale om tidevandsberegninger fra Broome 260 kilometer fra øen? spurgte nogle af forskerne og spekulerede på om det kunne være humlen til at vi var blevet overrasket af lavvandet. Andre igen pegede på, at det netop er fuldmåne i dag, og at dette gør tidevandet ekstra kraftigt. Springflod, blev nævnt. Og mens streger blev tegnet i sandet og tidevandsberegninger forsøgt, kaldte Vædderens kommando et par gange bekymret over Stornofonen for at høre om alt var i orden blandt de efterladte. Det var det, kunne ø-kommandanten bekræfte. Humøret var højt, skyggen tilgængelig og drikkevandet rigeligt. Koralfisk Svømmevandet var mindre end en meter over bunden. For det utrænede øje ganske klart vand, javel. Men lavt. Lavt vand over en lettere kedelig, gråhvid sandbund med et par små sorte og brune tuer hist og her. Er man en person, der aldrig har kigget ned under sådant vand, er der ingen måde at forberede sig på det væld af liv og de farver, der møder en på sådan et koralrev. På selv de mindste tuer lever 20 30 40 forskellige arter side om side. Det vil føre for vidt at remse dem op her. Men en brun plettet moræne stak da hovedet frem fra et hulrum under en koral, hvor over orange- og hvidstribet klovnefisk, masser af pincetfisk med spids mund og et falsk øje på siden af kroppen også huserede sammen med måske 50 måske 100 øvrige kunstfærdigt pyntede småfisk. En rokke var der også. Kæmpemuslinger så man tror det er løgn. Snegle og blå søstjerner. Og ved siden af endnu en tue. Atter andre skræddersyede fisk. Slangeforskerne Arne Reested Rasmussen og Anders Hay-Schmidt var også på øen. De havde tidligere på dagen svømmet ude på kanten af revet, hvor de havde mødt en haj. Vandet var dog for lavt ved øen til at hajen søgte der ind, vurderede de. De to havde søgt havslanger til deres forskningsprojekt om havslange-gift. Forgæves ledte de det meste af dagen. Redning Tidevandet vendte klokken 18.30. Solen var netop gået ned og skyggen erstattede sollyset. Fuldmånen steg sammen med vandet og klokken 19.30 afslørede en projektør lidt forskudt fra Vædderen, at en gummibåd var sat i havet. Båden fik bjerget den strandede søsterbåd. Og inden længe gled de let både op på stranden til øfolket. Lyder det som en dag ved stranden, er det ikke helt forkert. I hvert fald for de få, der sad fast på øen. For de, der var strandet på Vædderen, havde dagen udviklet sig til en dag, hvor tidevandet forhindrede dem i at komme en velfortjent tur i vandet. En tur mange havde glædet sig til. Var folk sure eller misundelige? Ikke noget de lod os andre mærke med. Tilbage ved Vædderen var en stor flok samlet på dækket med Dannebrog og velkomstråb. Skibets fremragende bager havde bagt hjemmelavede pølsebrød til de ekstraordinære hotdogs i dagens anledning, og fra øverste chef blev en kold øl undtagelsesvist ordineret til alle over 18 år. Således gik den 18. forskningsdag på Galatheaekspeditionens togt mellem Cape Town og Perth.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























