En Kuhls skråpe - ja, det hedder den mågelignende fugl altså - stødte i nat hovedet mod en wire og ligger hårdt såret og groggy i bunden af David Boertmanns kasse. »En af besætningsmedlemmerne havde fundet den og bragte den op til mig«, siger ornitologen, bukker sig og tager fuglen op. »Om den overlever? Det tror jeg ikke«, siger han. Men skråpen er ikke enig i prognosen og sætter sig til modværge, da Boertmann begynder at udpege dens stærkt specialiserede træk. »Her kan du se dens helt specielle, rørførmede næsebor . AV! . og læg mærke til, at dens næb er AV«, siger ornitologen, mens skråpen som en anden letvægtbokser sætter det ene hårde næb-jab ind efter det andet. Masser af fugle Det er ikke den bedste dag på havet for David Boertmann. Ikke på grund af de konstante nap fra skråpen, nej, mest fordi Vædderen befinder sig midt i en våd ørken her midt i Atlanten. Vi er i et område med næsten ingen dyr i havet og derfor heller ingen fugle i luften. Dagen før var situationen meget bedre. På en halv time så vi stormsvaler, skråper, en flok rovfugle kaldet storkjover og en enkel vildfaren småfugl fra fastlandet på vej mod sin undergang. Det er i det hele taget et godt udkigssted, David Boertmanns hjemmelavede observationskasse højt oppe på skibets tag foran kommandobroen. Atlantens største haj Man kan tydelig se alt, hvad der foregår i luften i skibets højre side, hvad Boertmann da også registrerer minutiøst på sine dataark. Det er data, der i sidste ende kommer til at indgå i store databaser over fugles forekomster og bevægelser. Bonus er, at man også kan se, hvad der bevæger sig i havet: Døgling, grindehval, kaskelot og delfiner har han set på turen fra Nuuk. Sågar et eksemplar af den truede brugde: Verdens anden største haj på omkring 6-8 meter i længde, en besynderlig planktonæder med et gab som en brønd og et uanfægtet sind, der ikke kunne så meget som overveje at flytte sig for et ekspeditionsskib. Ingen e-mails David Boertmann synes, han har verdens bedste job. Et af den slags job, hvor man i sin fritid gør præcist det samme, bare uden at tage notater. »Der er ingen, der jager med mig, ingen telefoner, der skal tages, ingen e-mail, der skal besvares. Der er mig og der er havet«, siger han. Så skidt med, at søfolk altid griner af ham og hans kolleger, når de sætter deres trækasser op højt på skibene og så sidder der dér, nogle gange kun med en hue og et par flikkende øjne stikkende op over kassekanten for at holde kulden fra livet. »Det skal man bare tage med godt humør«, siger han. Og det er et af de hyggeligste steder ombord på Vædderen, der hvor folk lige kigger forbi for at få sig en snak og få udpeget en skærpiber eller en mallemuk. Skal redde fugle fra oliespild Det er dog dødelig alvor, især den første del af togtet omkring Grønland, hvor Danmarks Miljøundersøgelser laver miljøvurderinger af den olieeftersøgning, der foregår og kommer til at foregå i stigende grad. Der er det essentielt at kende 'fuglenes forekomst i tid og rum', som det hedder, for at undgå, at en flok fugle ender i et oliespild. F.eks. fandt en kollega ud af, at edderfugle overvintrer på Store Hellefisk Banke, hvad man ikke vidste før, og det kan få betydning for, hvornår på året store virksomheder får lov til at søge efter olie og andre naturresurser. Vurderer truede dyrearter David Boertmanns ansvarsområde er også bredere end fugle: Han har netop en vurdering af, hvilke arter på Grønland, der er truede og skal på IUCN's såkaldte rødliste. Det er første gang, der er lavet sådan en vurdering af Grønlands flora og fauna, men han vil ikke løfte sløret for, hvem der er kommet på listen. Først skal hjemmestyret have mulighed for se den. Da David Boertmann med lidt hjælp endelig får lempet skråpen ud over siden af Vædderen, falder den mod havet, og i allersidste øjeblik retter den op, blafrer usikkert hen over bølgerne og lander på vandet 30 meter væk, mens den kigger vredt tilbage mod skibet. »Den skal nok klare det«, siger David Boertmann.