Den lyshårede lille dreng ræser hen over gulvet på alle fire, mens lidt mundvand fra hans forventningsfulde babysmil efterlader et fint spor efter de mørkeblå sutsko med små elefanter på.
Han gurgler sine glade lyde og rækker de ti måneder gamle arme i vejret for at blive taget op af sin mor. Et velfungerende og helt igennem sundt lille barn, konkluderer sundhedsplejersken med sit Mary Poppins-smil, og familielægen og pædagogerne er enige.




























