Jagten er skudt i gang. En fremmed - såkaldt invasiv - fiskeart, der kan overleve flere dage over vandets overflade, er observeret flere steder i byen, beretter New York Times.
Rovdyret, som er blevet døbt »Fishzilla« og »Frankenfish«, kan blive op til en meter i længde og holder sig ikke tilbage fra at spise både frøer, krebsdyr og sågar fugle og pattedyr. Den store fisk kan overleve flere dage på landjorden, hvis luften er fugtig nok. Derudover kan den bruge sine finner til at kravle over landjorden til en ny vandkilde.
DOKUMENTATIONLæs mere om problemet hos byens miljømyndigheder (eksternt link)
Den frygtede fisk, som marinbiologer kender som Channa argus, er blandt andet blevet konstateret i byens berømte Central Park, rapporterer flere amerikanske medier.
Fisken skal dræbes
Fiskerne i den berømte park har fået klar besked fra myndighederne:
»Fanger du fisken, så lad være med at slippe den fri. Dræb den omgående, frys den og rapporter din fangst. Tag et digitalt foto, hvis muligt«, skriver de lokale miljømyndigheder på deres hjemmeside. Fisken hører nemlig ikke til i amerikanske vande og man frygter, at den overlegne jæger vil skade blandt andet fiskebestandene.
LÆS OGSÅFrygtet kinesisk krabbe med hår fundet i fynsk å
»Jeg vil beskrive dem som en ferskvandsfiskens svar på en kampvogn«, siger fluefiskerieksperten Ron P. Swegman til New York Times.
»De er tungt bevæbnet«, siger han om fiskene, der udemærker sig ved at kunne overleve under ekstreme forhold, så som under is såvel som på landjorden, hvor dens særlige lunger lader den trække vejret oven vande i adskillige dage.
Ubuden gæst
Den fremmede fisk stammer fra Asien, hvor den findes i både Kina, Korea og Rusland. På trods af et forbud mod at importere fisken til USA, hvor man frygter fiskens følger for miljøbalancen, er det lykkedes fisken blandt andet at yngle i den berømte park i New York.
På trods af forbuddet mod at importere fisken til USA beretter New York Times, at fiskene er at finde på kinesiske fiskemarkeder på tværs af millionbyen. For tre år siden blev over 300 levende eksemplarer beslaglagt i New Yorks JFK lufthavn op til det kinesiske nytår. En grossist blev senere anholdt for at have importeret og solgt den frygtede fisk i tusindvis fra en butik i Brooklyn, fortæller New York Times.
LÆS OGSÅ Ildelugtende svovlorm invaderer Danmark
Myndighederne i Florida advarer også imod fisken, der trives i det fugtige miljø på den sydøstlige kyst. De lokale miljømyndigheder opfordrer ligeledes fiskere til at slå fisken ihjel for at undgå konsekvenser for de mange dyrearter længere nede i fødekæden.
fortsæt med at læse



























