Hav fundet på Saturns måne

Et af de første billeder fra Titan viser småsten og klumper, som man først troede var is. De er 10-15 centimeter i diameter, og de nærmeste er under en meter fra Huygens-sonden, der har taget billederne.   Foto: ESA
Et af de første billeder fra Titan viser småsten og klumper, som man først troede var is. De er 10-15 centimeter i diameter, og de nærmeste er under en meter fra Huygens-sonden, der har taget billederne. Foto: ESA
Lyt til artiklen

Billederne fra Titans overflade afslører knytnævestore isklumper, der indeholder vand, spredt ud over landskabet. Men inden den europæiske rumsonde Huygens fredag landede på Saturns største måne og optog billeder stående på overfladen, nåede den at tage billeder, mens den i to en halv time dalede ned gennem atmosfæren. Og de viser med stor sikkerhed en sø eller oven i købet et hav af metan eller etan, der på Titan er flydende på grund af temperaturen på minus 180 grader. »De næste dage vil give mig 100 procents sikkerhed, men allerede nu tør jeg godt sige, at den mørke jævne flade på flere af billederne er en sø eller et hav«, oplyser leder af billedanalyserne, professor Marty Tomasko fra universitetet i Arizona. Tågebanker »Flere af rumforskerne græder af glæde«, siger talsmanden for den europæiske organisation for rumforskning ESA, Bernhard von Weyhe. Da Politiken ringede til ESA lørdag eftermiddag, sitrede centret ifølge talsmanden af spænding, fordi man netop havde opdaget tågebanker ved kystlinjen mellem den sprækkede faste overflade og de mørke områder, som Tomasko mener er hav. »Hvis det er rigtigt, betyder det, at noget fordamper. Og det betyder, at månen er meget mere aktiv, end vi turde håbe på. Vi ved, at atmosfæren indeholder en mængde organiske molekyler, og vi ved, at der er ilt indkapslet i isen. Vi kigger altså ind i en fryseprøve af vores egen jords historie, og den har alle ingredienserne til, at liv kan opstå i en fjern fremtid«, siger Bernhard von Weyhe. Time for time dukker nye oplysninger op plukket ud af de klare billeder, der er kommet hjem fra Saturns største måne Titan, den eneste i vores solsystem, der er indhyllet i en tæt atmosfære. Titans atmosfære minder om den, der omgav jorden for milliarder af år siden, inden der opstod liv. Og billederne og de øvrige dataopsamlinger af atmosfærens indhold, lydoptagelser af vinden, prøver fra overfladen og meget andet er bedre, end forskerne turde håbe på. For flere af de involverede er det 25 års arbejde, der nu giver os et sensationelt indblik i en verden, der i øjeblikket ligger ca. 1,2 milliarder kilometer væk. Men samtidig en verden, der på mange måder ligner vores egen, som den så ud for 4,3 milliarder år siden. Den datamængde, man har modtaget, er så omfattende og af så god kvalitet, at der er arbejde til forskerne i mange år fremover. Fotoproblemer Huygens leverede 350 billeder. Egentlig havde den taget 700, men en teknisk fejl - den eneste, der endnu er opdaget - betød, at kun halvdelen kunne sendes tilbage. Den ene af de to sendere, der skulle transmittere billederne, var af en eller anden indtil videre ukendt årsag brudt sammen. Det betyder, at der nok opstår huller i de panoramabilleder af Titan, der nu skal stykkes sammen som brikker i et puslespil. I alt sendte Huygens i halvanden time fra Titans overflade. Sonden, der egentlig ikke var bygget til at lande, men blot til at dale ned igennem atmosfæren for at opsamle informationer om den kemiske sammensætning, var landet så heldigt, at den overlevede styrtet på overfladen. »Var den landet på is, var den nok smadret«, siger Bernhard von Weyhe. I stedet mener han, at den landede blødt, måske på en sandet overflade med noget væske under. Huygens-sondens rejse til Titan foregik på ryggen af den amerikanske sonde Cassini, der har fortsat sin tur til Saturn, hvor den i den kommende tid skal studere blandt andet gasplanetens ringsystemer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her