Ét er biologi. Noget helt andet er jura. En dna-prøve kan med næsten 100 procents sikkerhed bevise, om en mand er biologisk far til et barn eller ej. Men selv om prøven viser, at det er han ikke, og han på den baggrund ønsker at slippe for faderskabet, er det ikke sikkert, at han får lov. 'Juridisk far' har fortrinsret Det danske retssystem har nemlig en lang tradition for at vægte begrebet 'juridisk far' højere end 'biologisk far'. Og er man først én gang registreret som far til et barn - og det bliver man for eksempel, hvis man er gift med moren ved barnets fødsel - skal der typisk mere end en dna-test til for at ændre faderskabsforholdet, siger Kirsten Reimers-Lund, advokat og ekspert i familieret. I juli 2002 blev den danske børnelov revideret, og før den tid var det nærmest kropumuligt at få genoptaget sager om faderskab, fortæller hun. »Holdningen hos danske dommere var groft sagt, at de ville blæse på dna-prøver, i hvert fald hvis barnet var fyldt tre år. Så ville retten typisk sige, at barnet opfattede manden som sin far, og at man ikke ville fratage barnet dets far«, siger Kirsten Reimers-Lund. Domstolspraksis ligger fast Og nok rummer den nye reviderede lov på papiret flere muligheder for at slippe ud af et faderskab end den gamle. Men til dato er der kun få erfaringer med den nye lov på netop dette område, og Kirsten Reimers-Lund tvivler på, at domstolene vil ændre praksis i væsentlig grad. »Jeg tror, at dommerne vil blive ved at vægte barnets opfattelse af manden som sin far højere, end at en dna-test viser, at det er han rent biologisk ikke. I hvert fald i de tilfælde, hvor man ikke kan finde ud af, hvem der så er den rigtige biologiske far«, siger Kirsten Reimers-Lund, som kalder lovgivningen på dette område »temmelig indviklet«.