Forventningens glæde er ofte den største, og det er da også en flok spændte journalister og fotografer, der sidder i den orange gummibåd, der bliver firet ud over rælingen fra Vædderen. Målet er grindehvaler, som tidligere på dagen blev spottet flere gange fra skibet, der ligger stille og tager vandprøver øst for Grønland. Tæt på hvalerne Første hold i gummibåden var heldige. De kom tilbage med store smil om munden. Hvalerne var kommet op helt tæt på gummibåden - hvilket er ret usædvanligt. Gummibåden bevæger sig i høj fart mod stedet, hvor det første hold nærmest kom i klappeafstand af pattedyrene. Det gælder om at holde godt fast. Bølgerne slår op om gummibåden, og sejladsen føles som en tur i Tivolis rutsjebane. Det går op og ned. Op og ned. »Dér, 300 meter fremme«, lyder det pludselig fra fotografen, der står på knæ i stævnen med en telelinse om halsen. Stille på gummibåden De øvrige seks-syv ombord kigger op, men ingen andre kan få øje på dyrene. Det kan være svært at skelne de mørke bølgetoppe fra hvalernes ryg. Styrmanden sætter farten lidt ned, og der er helt stille ombord. Journalisterne finder deres små lommekameraer frem fra lommerne på de røde sikkerhedsdragter og trykker på tænd-knappen. Men der er ingen hvaler. Enten var det synsbedrag, måske hvalsyge, eller også er dyrene bare væk i jagten på en sildestime. Grindehvaler svømmer 60 km/t. »Selv om de var herude før, er det slet ikke sikkert, de er her nu. Der er jo ret mange steder, de kan svømme hen«, siger styrmanden og peger fra side til side. Ny kurs Der er sort hav så langt øjet rækker. Et par kilometer væk ligger det store grå skib Vædderen, og fra denne afstand er det knap til at forstå, at skibet er 112 meter langt. »Storebror til lillebror«. Styrmanden kalder op til Vædderen for at få den præcise position på, hvor grindehvalerne blev set tidligere. Han drejer båden og trykker gassen i bund. Efter et par mislykkede forsøg på at finde hvalerne daler stemningen ombord. En journalist pakker sit lille lommekamera sammen, en anden fotograferer en mallemuk - en slags måge - der ligger i vandet lige ved siden af gummibåden. »Så har vi da et eller andet levende med hjem«, siger han. Et sidste forsøg I båden viser fotografen nu billeder frem fra den første tur, hvor hvalerne kom tæt på. Ryggen bryder tydeligt vandoverfladen gennem hans 400 mm telelinse. Før styrmanden sætter kursen mod Vædderen, gør han et sidste forsøg på at finde pattedyrene. Lidt tættere på Vædderen denne gang. »Dér er de sgu«, siger fotografen og peger lige frem. Og ganske rigtigt. 100 meter fremme bryder to mørke skikkelser vandoverfladen i høj fart på tværs af gummibåden. Så er de væk igen - på jagt efter føde. For sent til frokost Styrmanden vender gummibåden og drejer gashåndtaget i bund. Mandskabet på Vædderen trækker gummibåden op, og skibets næstkommanderende Martin Sort Mikkelsen tager imod. »Nå, I var ikke så heldige med hvalerne. Til gengæld er I kommet for sent til frokost«, siger han med vanlig ironisk sans.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























