Det amerikanske techselskab Microsoft har i sit seneste regnskabsår haft et overskud på 128,5 milliarder dollar før skat, viser Microsofts skæve årsregnskab, der dækker perioden fra 1. juli sidste år til og med 30. juni i år.
Samlet har Microsoft haft en omsætning på 281,1 milliarder dollar det seneste år.
I fjerde kvartal af årsregnskabet, som dækker perioden fra april til og med juni i år, havde Microsoft en omsætning på 76,4 milliarder dollar. Det er en stigning på 18 procent i forhold til samme periode sidste år. I fjerde kvartal havde Microsoft et overskud før skat på 34,3 milliarder dollar, 23 procent højere end i april-juni sidste år.
»Cloud og AI (kunstig intelligens, red.) er en drivkraft i forretningstransformationen af enhver industri og sektor«, siger Microsoft-topchef Satya Nadella i en pressemeddelelse.
Microsoft Azure, der står bag cloud-tjenesten hos Microsoft, er vokset meget igennem det seneste år, fortæller han.
»I år har Azure passeret 75 milliarder dollar i omsætning, hvilket er en stigning på 34 procent«, siger Satya Nadella.
Meta opjusterer forventninger
Også den amerikanske koncern Meta, der blandt andet står bag Facebook og Instagram, fremlagde regnskab onsdag aften. Selskabet oplyser, at det kom ud af årets andet kvartal med et overskud på 18,3 milliarder dollar, svarende til 120 milliarder kroner.
Der er tale om en stigning i overskuddet på mere end 46 procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvor overskuddet var på 13,5 milliarder dollar (87 milliarder kroner). Regnskabet viser også en markant fremgang i Metas omsætning i årets andet kvartal. Omsætningen nåede op på 47,5 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 310 milliarder kroner. Det er omkring 22 procent højere end samme periode sidste år.
Meta opjusterer desuden forventningerne til omsætningen for årets tredje kvartal. Koncernen venter således at omsætte for mellem 47,5 og 50,5 milliarder dollar. Investorernes forventninger lå inden offentliggørelsen af regnskabet onsdag gennemsnitligt på 46,17 milliarder. Ifølge finansmediet MarketWire stiger Meta-aktien i eftermarkedet i USA onsdag med 9,7 procent.
Selskabets omkostninger er også stigende drevet af en satsning på kunstig intelligens. Omkostningerne nåede i andet kvartal op på 17 milliarder dollar (110 milliarder kroner). For hele regnskabsåret forventer Meta, at omkostningerne vil nå op på mellem 66 og 72 milliarder dollar i 2025.
Analytikere betegner ifølge AFP omkostningsniveauet som særdeles højt. Det vurderes samtidig, at investorerne for nu er tilfredse med den fremgang, der er på de øvrige nøgletal. Ud over Facebook og Instagram står Meta også bag beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp.
Det samlede antal daglige brugere på selskabets forskellige platforme var i andet kvartal på næsten 3,5 milliarder. Det er en fremgang på seks procent i forhold til 2024.
ritzau
fortsæt med at læse



























