Mange køber Apples produkter, fordi firmaets design-æstetik lader teknologien pynte på hjemmet i stedet for at stikke ud fra resten af indretningen. Men Apples seneste hjemme-produkt, HomePod kan også gøre tingene grimmere. Det viser sig nemlig, at den intelligente højttaler efterlader grimme mærker på træoverflader, der ikke er behandlet med lak.
»Onde genier«
Det fandt f.eks. Twitter-brugeren @guyinSF415 ud af på den hårde måde. Efter at have placeret sin ny-erhvervede HomePod på et spisebord i sit køkken i mindre end 20 minutter, havde højttaleren lavet hvide ringe på bordets træoverflade, der ikke var lakeret, men dog behandlet på anden vis.




























