Facebooks topchef, Mark Zuckerberg, er kommet under pres for at træde tilbage. Den ene skandale efter den anden er kommet rullende ind over hans selskab gennem de seneste to år. Og siden juli har Facebooks aktier mistet 40 pct. af deres værdi. Det betyder, at investorerne har mistet svimlende 1.400 milliarder kroner.
Alene i den sidste uge – siden de seneste afsløringer i New York Times – er selskabet blevet 230 milliarder kroner, 8 procent, mindre værd. Avisen beskrev, hvordan Facebook har undladt at løse problemerne og i stedet søgt at dække over dem, bagtale kritikere og aflede opmærksomheden ved at plante negative historier om rivaler.


























