Amazon-stifteren, Jeff Bezos, tjente i 2018 mere på et enkelt minut, end en af hans lagermedarbejdere tjener på to år og 11 måneder.
Internethandelsgiganten er med en markedsværdi på 796 milliarder dollars (5,1 billioner kroner) verdens rigeste selskab, og Jeff Bezos er med længder verdens rigeste mand. Det laver hans forestående skilsmisse måske om på, men i skrivende stund er hans formue på omkring 137 milliarder dollars (887 milliarder kroner).
Men løn- og arbejdsvilkårene for hans lagermedarbejdere i USA og flere europæiske lande, herunder Tyskland, er længe blevet kritiseret. Der er tale om 80 timers arbejdsuger, trusler fra ledelsen og en så presset arbejdsdag, at medarbejderne må tisse i flasker for at nå målet om at pakke 300 pakker i timen.
Amazon har endnu ikke gjort sin entré i Danmark, men ifølge rygtebørsen tager de tilløb til at indtage Norden.
Men kan Amazons arbejdsvilkår forenes med et land som Danmark, der vægter fagforeninger og overenskomster højt?
Fagforeningen HK er begyndt at forberede sig på techgigantens indtræden i Danmark, og det er med en klar forventning om, at firmaet indretter sig efter danske vilkår.
»Hvis Amazon kommer til Danmark, bliver de mødt med et overenskomstkrav, ligesom vi gør med alle andre virksomheder, og så forventer vi også, at man opfører sig på en dansk måde i Danmark«, siger Kim Jensen, der er faglig chef i HK, og fortsætter:
»Jeg ved ikke noget om, hvordan de vil gebærde sig, men vi går ud fra, at de opfører sig dansk, når de er i Danmark. Vi har nogle spilleregler i Danmark. Hvis de ikke vil tegne en overenskomst, har vi konfliktmuligheder. Og er der en overenskomst, har vi de fagretslige systemer til at komme efter dem, hvis ikke de opfører sig ordentligt«, siger han.
Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har de endnu ingen konkret strategi til at tackle Amazon. Men organisationen oplyser, at de som altid vil kræve, at der skal være en overenskomst, ligesom de gjorde, da f.eks. Uber og Ryanair rykkede til Danmark.
Strafpoint og tis på flaske
Amazon-medarbejdere verden over har længe været utilfredse med deres løn- og arbejdsvilkår. I 2015 skrev The New York Times en artikel, der belyste den hårde og kontante kultur, der er på Amazons lagre i USA.
»Hvis ikke du er i stand til at give alt, hvad du har, og arbejde 80 timer om ugen, bliver det set som en stor svaghed« og »næsten alle de mennesker, jeg arbejdede med, så jeg græde ved deres skriveborde«, udtalte to af de i alt over 100 Amazon-medarbejdere, som avisen interviewede.
Over 100 ansatte afslører grådfuldt og brutalt arbejdsmiljø hos AmazonArtiklen fra The New York Times vakte stor opmærksomhed verden over, og europæiske medarbejdere har siden fulgt trop med lignende historier.
Britiske og franske Amazon-ansatte har siden klaget over, at de er nødt til at tisse i flasker, fordi de ikke har tid til at gå på toilettet, hvis de skal nå målet om at pakke 300 pakker i timen. Derudover får medarbejderne strafpoint fra ledelsen, hvis de taler sammen. Tre strafpoint, og det er ud.
Niels Ralund, der er direktør i Foreningen for Dansk Internethandel (FDIF), har med egne øjne set de tyske medarbejderes arbejdsforhold.
»Vi havde en medlemstur til Tyskland til en af deres store lagerbygninger i oktober, hvor vi var nede og kigge på forholdene, og det var lidt som at besøge Nordkorea. Lad os sige det på den måde, at de var holdt i et meget fast greb«, siger Niels Ralund og fortsætter:
»Medarbejderne i både Europa og USA er blevet budt nogle ikke alt for attraktive arbejdsvilkår« siger Niels Ralund og henviser til Brad Stones bog ’Historien om Jeff Bezos’. Bogen beskriver arbejdsforholdene i Amazons lagerbygninger i USA, hvor der f.eks. i flere år ikke var aircondition, og der blev målt op til 42 grader.
Talrige strejker i Europa
Medarbejdere har længe været utilfredse med arbejdsforholdene. I juli 2018 strejkede Amazon-medarbejdere fra Spanien, England, Tyskland, Frankrig, Italien og Polen. De nægtede at gå på arbejde og strejkede i flere dage op til den årlige prime day, der traditionelt er Amazons største salgsdag.
I oktober annoncerede Jeff Bezos, at han ville hæve alle fuldtidsansatte medarbejderes løn til minimum 15 dollars i timen (97 kroner). Det har imidlertid ikke fået europæerne til at drosle ned på strejkerne.
Op til black friday i november 2018 var de igen på gaden med et krav om bedre løn- og arbejdsforhold. Og i forrige uge strejkede de spanske medarbejdere i to dage op til helligtrekonger, der er en vigtig helligdag i Spanien og ofte forbindes med udveksling af gaver.
»Vi har protesteret i et år. Dette er den rigeste virksomhed i verden, og den vil fortsætte med at profitere ved at tage arbejdernes rettigheder«, siger Amazon-medarbejderen David Matarraz til Reuters.
Det høje arbejdstempo, den lave løn og det barske miljø gør det svært for Niels Ralund at forestille sig, hvordan Amazon vil bære sig ad med at etablere et lager i Danmark med danske medarbejdere og på danske vilkår.
På trods af at Amazon endnu ikke officielt er rykket til Danmark, stod firmaet sidste år for 2 procent af den danske internethandel, og europæiske logistikcentre i f.eks. Tyskland eller Polen leverer til Danmark inden for 24 timer. Derfor er de i HK forberedt på, at Amazon opretter en dansk hjemmeside uden at placere et lager i Danmark.
»Det ville ikke komme bag på os, hvis Amazon lægger deres lager i udlandet, for flere andre internethandelsvirksomheder i Danmark har gjort det samme. Men hvis der er medarbejdere i Danmark, vil vi kræve dem overenskomstdækket og samtidig opfordre vores kollegaer i udlandet til at gøre det samme«, siger faglig chef i HK Kim Jensen.
fortsæt med at læse



























