Tilbage i november blev He Jiankui på rekordtid en af verdens mest omtalte videnskabsmænd. Han hævdede nemlig at have skabt verdens første genredigerede tvillinger med brug af teknikken Crispr.
Kinesisk forsker hævder at have skabt verdens første genredigerede menneskerNu har hans universitet, Southern University of Science and Technology i Szhenzhen i Kina, fyret ham. Det beretter det statslige kinesiske nyhedsbureau, Xinhua ifølge mediet Scientific American.
De første resultater fra myndighedernes undersøgelse af Hes forsøg kom 21. januar og konkluderede, at He har brudt nationale love i sit genredigeringsforsøg. Samme dag blev han fyret fra universitetet i Szhenzhen.
Nyhedsbureauet Xinhuas afsløring er baseret på et interview med et medlem af undersøgelseskommiteen fra Sundhedsministeriet i Guangdong, der fortæller, at det nu formentlig er på tide at involvere politiet i sagen.
I Kina er det ikke ulovligt at genredigere æg, men det er det til gengæld, hvis man bruger de genredigerede æg til kunstig befrugtning, hvilket He har gjort. Det er også ulovligt i Kina at hjælpe hiv-smittede med kunstig befrugtning, hvilket forskeren også gjorde.
I Xinhuas artikel bekræfter kilden, at tvillingerne rent faktisk er bragt til verden, og at hele historien ikke blot er et mediestunt.
Otte par og to graviditeter
I november tog He Jiankui hele den videnskabelige verden på sengen, da han i en række videoer og senere på en konference i Hongkong hævdede at have hjulpet tvillingerne Lulu og Nana til verden.
Han fortalte, hvordan han havde klippet og klistret i børnenes dna, da de stadig var på fosterstadiet, så de nu ikke kunne smittes med den hiv-sygdom, som deres far var bærer af.
He påstod at have brugt genredigeringsværktøjet Crispr til at eliminere fostrenes CCR5-gen, hvilket gør dem immune over for hiv, og at de små piger nu var blevet født, sunde og raske. Det gjorde de facto Lulu og Nana til verdens første genredigerede mennesker.
Crispr er en slags dna-saks, som kan ’klippe’ i den genetiske kode.
Nu viser det sig, at He siden 2016 har rekrutteret otte par, hvor manden er smittet med hiv, til et forsøg med kunstig befrugtning af genredigerede æg. He har fået udarbejdet en falsk videnskabsetisk godkendelse og fået forskere fra sit universitet til at foretage insemineringerne.
Forbrydelse og straf
Da He i november stod frem med sit forsøg, vakte det forargelse i store dele af den videnskabelige verden.
Kunne det virkelig passe, at en ukendt kinesisk forsker havde sneget sig uden om den videnskabelige verden og fuldført sit forsøg? He fremlagde ikke nogen beviser, ingen billeder af børnene eller den gravide kvinde. Myndighedernes undersøgelse bekræfter nu endegyldigt, at børnene rent faktisk eksisterer, og at deres CCR5-gen er redigeret væk.
Crispr og genredigering er dog ikke nogen ny teknik. Den har været kendt i flere år, men i langt de fleste vestlige lande er genredigering af fostre ulovlig. Samtidig har verdens førende forsker indgået en etisk aftale om ikke at føre forsøget ud i livet, før teknikken var mere sikker.
For mere præcis er Crispr-teknikken endnu ikke. Man kan komme til at klippe ved siden af, så det ikke er det ønskede gen, der bliver fjernet. Og selv hvis det ønskede gen rammes og knuses, kan det give ukendte følger i fremtiden.
Men efterforskerne fortæller til Xinhua, at He har udført forsøget på egen hånd via egne midler for at opnå berømmelse og en slags superstjernestatus i forskningsverdenen.
Myndigheder bekræfter over for Xinhua, at He Jiankui og hans personale vil blive straffet for deres forsøg. Lulu og Nana samt den gravide kvinde vil fremover modtage hyppig lægehjælp og sundhedstjek.
fortsæt med at læse



























