Spiseforstyrrelsen sneg sig langsomt og ubemærket ind på Anna Louise Jensen. Den havde været med hende i nogen tid, da hun som 17-årig indså, at den havde indtaget hendes identitet. Hun var bulimiker. Hun overspiste for at dulme angst og usikkerhed. I stedet blev hun skamfuld og gik på toilettet umiddelbart efter for at kaste det hele op igen.
Da erkendelsen ramte, søgte hun hjælp på Facebook og især Instagram. Ikke for at komme ud af det, men for at dyrke det og skjule det for omverdenen. Og der var masser af hjælp at hente.