Der er mildest talt særdeles godt gang i forretningen hos techgiganten Apple.
I det foregående kvartal udfordrede manglen på mikrochips salget, men historien har altså været en anden i det nye kvartal.
I det senest afsluttede kvartal, der sluttede 25. december 2021, løb salget op i 123,9 milliarder dollar - eller 826,3 milliarder kroner.
Det er 11 procent mere end samme periode året før og rekordhøjt, oplyser Apple i en pressemeddelelse torsdag aften dansk tid.
»Kvartalets rekordresultater var mulige på grund af vores mest innovative udvalg af produkter og tjenester nogensinde«, siger topchef Tim Cook i meddelelsen.
Den største sællert for techgiganten er iPhones, som stod for over halvdelen af Apples omsætning i kvartalet.
Facit for kvartalet blev et overskud på 34,6 milliarder dollar - svarende til 230,8 milliarder kroner.
ritzau




























