Facebook blev torsdag over 200 milliarder dollar mindre værd på børsen i New York efter skuffende regnskab.

Så gik den ikke længere: Facebook mister brugere – og Mark Zuckerberg har mistet 30 milliarder dollars siden onsdag

Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix
Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg er for første gang siden 2015 havnet uden for top-10 på magasinet Forbes’ liste over verdens rigeste personer.

Det skyldes et enormt kursfald torsdag på børsen i New York.

Her dykkede kursen på Meta Platforms, som ejer Facebook, Instagram, Messenger og WhatsApp, med 26 procent efter et skuffende regnskab og en prognose for første kvartal i år, der lå langt under børsanalytikernes forventninger.

Facebook offentliggør kæmpe overskud, men aktien får tæv

Desuden viste regnskabet, at Facebook ikke oplevede vækst i brugertallet fra tredje til fjerde kvartal, da de månedlige brugere i begge perioder var på 2,91 milliarder.

Det skyldes apps som TikTok, mener Mark Zuckerberg, der til Washington Post siger:

»Folk har mange valg, for hvordan de vil bruge deres tid. Apps som TikTok vokser meget hurtigt. Det er derfor, vores fokus på Reels er så vigtigt på den lange bane«.

Reels er et særlig videoformat, hvor brugerne kan lægge kortere videoer op i f.eks. Instagram.

Et vendepunkt

Det er første gang i de 18 år, der er gået siden Mark Zuckerberg grundlagde Facebook i sit kollegieværelse på Harvard, at Facebook ikke vokser.

I en analyse i Washingtong Post skriver Will Oremus og Elizabeth Dwoskin, at det at »den blå app«, som Facebook kaldes internt nu ikke længere vokser, er et vendepunkt for firmaet Meta, der står bag Facebook, WhatsApp og Instagram.

Det er endnu ikke, skriver de, firmaet Myspace-øjeblik - Myspace var et website, der i nullerne havde enorm udbredelse, men som i dag ingen betydning har - men det er et afgørende tidspunkt Meta og Mark Zuckerburg, hvis ambition var at forbinde hele verden:

»Men afslutningen på Facebooks vækst-ære markerer et vendepunkt i sociale medier og internettets historie. Hvis Zuckerberg ikke kunne forbinde hele verden via Facebook, på trods af alle ressourcerne, momentum og en vilje, som andre kun kunne ønske sig, er han måske nødt til at indse, at det er muligt et intet enkelt netværk aldrig vil kunne det (forbinde alle, red.)«.

Kursfaldet mindskede Metas børsværdi med 230 milliarder dollar. Det er et historisk stort værditab for en enkelt aktie på en enkelt handelsdag, skriver Bloomberg News.

Zuckerberg er den største enkeltaktionær i Meta Platforms med en ejerandel på næsten 13 procent ifølge nyhedsbureauet AFP. Med kursfaldet svandt værdien af hans aktiebeholdning ind med næsten 30 milliarder dollar.

Ifølge Forbes er den 37-årige Mark Zuckerberg nu god for knap 85 milliarder dollar. Det rækker til en placering som nummer 12 på rigmandslisten fra Forbes.

Nummer et på listen er Elon Musk fra Tesla med en formue på 232 milliarder dollar.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her