Det var i ytringsfrihedens tjeneste, sagde Elon Musk, i perioden op til at han for to måneder siden købte Twitter og gjorde sig selv til chef.
Han kaldte det censur, når Twitter lavede strenge regler og retningslinjer for, hvad man må og ikke må skrive på platformen. Han ville genindføre ytringsfriheden på det sociale medie og gøre det til en »markedsplads for ideer«, fri for løftede pegefingre fra en alt for venstreorienteret gruppe moderatorer ansat af det sociale medie til at gennemgå opslag for forbudt indhold og misinformation.



























