Ifølge USA’s justitsministerium er der hvidvasket i alt 700 millioner dollar på kryptobørsen Bitzlato.

USA anholder russisk kryptochef for hvidvask

USA's vicejustitsminister Lisa O. Monaco oplyser onsdag, at kryptobørsen Bitzlatos chef, Anatolij Legkodymov, er blevet anholdt. Foto: Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix
USA's vicejustitsminister Lisa O. Monaco oplyser onsdag, at kryptobørsen Bitzlatos chef, Anatolij Legkodymov, er blevet anholdt. Foto: Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Amerikanske myndigheder har anholdt chefen for kryptobørsen Bitzlato, meddeler USA’s justitsministerium. Den 40-årige russer Anatolij Legkodymov er sigtet for omfattende hvidvask af penge. Ifølge ministeriet er der blevet hvidvasket værdier for over 700 millioner dollar – svarende til 4,8 milliarder kroner – på Bitzlato.

Anatolij Legkodymov blev anholdt i Miami, Florida tirsdag aften lokal tid og fremstilles for en dommer onsdag. Det fremgår af en meddelelse fra ministeriet. Ifølge anklagerne vidste han, at kryptobørsen – med hans egne ord – blev brugt af »kendte skurke«, siger en højtstående kilde i justitsministeriet ifølge Reuters.

Vicejustitsminister Lisa O. Monaco kalder anholdelsen »et betydeligt slag mod kryptokriminalitet«. Hun betegner Bitzlato som »en pengevaskemaskine, der satte fart i en højteknologisk akse af kryptokriminalitet«. Monaco tilføjer, at amerikanske myndigheder har arbejdet sammen med kolleger i andre lande.

På Bitzlatos hjemmeside står der onsdag, at tjenesten er beslaglagt af franske myndigheder »som led i en koordineret international politiaktion«.

Legkodymov er stifter af Bitzlato og ejer hovedparten af aktierne i selskabet. Han bor til daglig i Kina, hvor Bitzlato har hjemme.

Det er kun lidt over en måned siden, at en anden chef for en kryptobørs blev anholdt. Det er Sam Bankman-Fried, som er stifter af kryptobørsen FTX. Han er sigtet for blandt andet svindel og ulovlig støtte til politiske kampagner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her