Google står over for en fyringsrunde. I alt 12.000 stillinger skal skæres. Sådan lyder meldingen i dag fra moderselskabet bag Google, Alphabet.
Det er den største fyringsrunde i Googles historie, skriver New York Times. 12.000 stillinger svarer til seks procent af virksomhedens ansatte på verdensplan.
Øverste chef i Alphabet, Sundar Pichai, forklarer, at virksomheden hyrede for mange ind for hurtigt under coronapandemien, hvor efterspørgslen på digitale løsninger eksploderede.
»Vi hyrede folk i en anden økonomisk virkelighed, end den vi står over for i dag«, skriver han i en meddelelse.
I slutningen af september 2022 havde Alphabet knap 187.000 ansatte. Året før lå tallet på 150.000.
Google er ikke eneste tech-firma, der må indstille sig på en ny virkelighed. Senest har også Amazon, Meta, Microsoft, Salesford og Twitter bebudet massive fyringsrunder.
Fakta
Disse techgiganter har også fyret
Inden for de seneste måneder har flere techgiganter varslet mange afskedigelser:
Amazon: Over 18.000 medarbejdere
Meta (som ejer Facebook og Instagram): 11.00o medarbejdere
Twitter: Omkring 3.700 medarbejdere
Microsoft: 10.000 medarbejdere
Siden begyndelsen af 2022 er i alt 190.000 stillinger forsvundet i tech-virksomheder.
Alphabet oplyste i oktober, at det kvartalsvise overskud var faldet med 27 procent. Det samlede resultat for 2022 offentliggøres 2. februar.
fortsæt med at læse


























