I modsætning til Sverige og Norge er det nyt i Danmark, at ulighed i sundhed også handler om seksualitet.

I vores nabolande er det veldokumenteret, at bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) er overrepræsenteret i usundhed sammenlignet med den øvrige befolkning.

Og i vores skandinaviske nabolande prioriterer man samtidig, at LGBT’erne skal have særlig bevågenhed inden for sundhedsområdet.

Her i Danmark har vi kun kradset i overfladen og – indtil videre – ladet det blive ved én enkeltstående undersøgelse af LGBT’ernes levevilkår fra 2009.

Vi er med andre ord ’i skabet’, når det kommer til viden om LGBT-sundhed i Danmark.

5-10 procent af den danske befolkning er LGBT’ere, og det er et sundhedsproblem i sig selv, at den faktiske sundhedstilstand for op imod 500.000 borgere ikke er kendt og undersøgt.

Denne gruppes særlige sundhedsmæssige problemer er måske en ukendt bidragyder til ulighed i sundhed? Vi ved det ikke.

Når Statens Institut for Folkesundhed i Danmark gennemfører de nationale undersøgelser af befolkningens sundhed og sygelighed (Susy), spørges der ikke konsekvent til respondenternes seksualitet.

Det kan lyde mærkeligt, at seksualiteten skal have nogen betydning for sundheden.

Fra undersøgelser i Sverige og Norge ved vi dog, at LGBT-befolkningen er særligt udsat for depressioner og psykiske problemer, alkohol- og stofproblemer, selvmordstanker og selvmordsforsøg samt seksuelt overførte infektioner.

I Danmark har vi et kun et enkelt snapshot, i form af en levevilkårsundersøgelse, der afspejler det samme.

Men fordi man ikke spørger konsekvent om det ene lille spørgsmål i Susy, ved vi ikke indgående, hvordan det forholder sig i Danmark. Vi må nøjes med de indikationer, vi har indtil nu.

Uden sikker viden kan vi ikke tilbyde bl.a. kommunerne løsninger til at nå denne målgruppe, selv om de har ansvaret for den befolkningsrettede forebyggelsesopgave.

Dertil kan LGBT’erne ikke blive klædt på med viden til også selv at være med til at træffe det sunde valg.

Det eneste sted, vi med sikkerhed kender til sundhedstilstanden blandt LGBT’ere, er på hiv-aids-området.

Her bliver ført statistik over hiv-smitte, de smittedes seksualitet, smitteveje osv.

Vi ved, at mænd, der har sex med mænd, er markant overrepræsenteret i hiv-statistikkerne.

Denne viden har gjort det muligt at sætte ind med målrettet forebyggelse i forhold til målgruppen, og med særdeles god grund.

Men tiden har rykket sig siden 1980’erne, og det er på tide at se sundhedsproblemer for LGBT’ere som langt mere – og andet – end bøsser og hiv.

Når man for eksempel (29.9.) kunne læse i Politiken, at 15 procent af de 13-19-årige voldsomt mistrives, ved vi ikke, hvor stor en del af disse unge der mistrives på grund af deres seksualitet.

Men vi ved, at der blandt unge LGBT’ere er større risiko for selvmord end i den øvrige del af befolkningen.

6 pct. af de LGBT’ere, der har forsøgt selvmord, forsøgte første gang, inden de fyldte 13.

Det kendes ikke fra den øvrige del af befolkningen. 7 pct. af den generelle befolkning har haft selvmordstanker inden for det seneste år, mens tallet er oppe på 16 pct. for LGBT-befolkningen.

Blandt unge biseksuelle kvinder fra 16 til 29 år har 40 pct. haft selvmordstanker inden for det seneste år.

Hvad kan vi gøre for at modvirke, at disse tanker opstår, blot fordi man har en anden seksualitet?

Der er behov for viden om problemet, og hvordan vi sætter ind imod det.

I skolernes officielle undervisningsmaterialer inden for seksualundervisningen lægges der bl.a. vægt på, at man ikke skal diskriminere de mennesker, der har anderledes seksualitet.

Men ofte tages det for givet, at ’de anderledes’ er nogen, der befinder sig uden for klasseværelset, og LGBT-eleven kan så spejle sig i rollen som den udenforstående, der skal tolereres af fællesskabet.

Det er en udsat position.

LÆS OGSÅ»Folkeskolen er kun for heteroer«

Fra Irland ved vi, at unge LGBT’ere i gennemsnit erkender deres seksualitet i en alder af 13 år, men først ’springer ud’ i en alder af 17 år.

Hvad foregår der i den mellemliggende periode af betydning for, om man måske overvejer selvmord?

Der er mange spørgsmål alene på dette område, der gør vidensopbygning og udvikling af forebyggelsesmodeller til bl.a. kommunerne meget nødvendig.

Generelt er sundhedsproblemer hos lesbiske og biseksuelle kvinder uudforskede i Danmark.

Homoseksuel sundhed har, som nævnt, altid handlet om bøsser, så vi ved ikke noget om, hvilke ukendte sundhedsproblemer der ligger inden for det lesbiske område, når vi taler om ulighed i sundhed.

En udbredt misforståelse er for eksempel, at man ikke kan få livmoderhalskræft som lesbisk, fordi sex mellem kvinder ikke særligt giver risiko for smitteoverførsel af HPV.

Dette er en antagelse, som flere læger deler, hvilket er problematisk, da især unge identitetssøgende kvinder, der afprøver deres seksualitet med begge køn, er udsat for hele spektret af seksuelt overførte infektioner – også HPV, som er direkte forbundet med livmoderhalskræft.

Udenlandske undersøgelser viser endvidere, at homoseksuelle generelt går sjældnere til lægen, da de oplever, at de skal ’springe ud’ hver gang.

Sammenholdt med den høje risiko for diverse seksuelt overførte sygdomme og risikoen for diverse kræftformer giver den mindre kontakt til sundhedsvæsenet og den manglende viden hos læger og sundhedspersonale et alarmerende billede af kvinderne som en overset gruppe.

Sammenlignet med Sverige og Norge, har vi i Danmark ingen tradition, ingen politisk prioritering og ingen centralt afsatte midler til at sikre viden om og metodeudvikling for LGBT-sundhed.

Kommunerne med ansvar for forebyggelse og sundhedsfremme har ingen steder at vende sig hen for at få viden og vejledning om indsatser, der virker.

Der er brug for etablering af en vidensfunktion om LGBT-sundhed på nationalt niveau, der kan bistå kommuner og organisationer i deres arbejde med at fremme sundheden for alle danskere.