Bertill Nordahl

Født 1951.

Nordahl er forfatter og foredragsholder.

Han debuterede i 1978 med ’ Forventninger: notater fra en mandsverden’ og har siden da skrevet over 70 bøger.

Bogen ’ Køn’ ( 2010) er central for forfatterskabet, idet Nordahl her har samlet et udvalg på 60 artikler, kronikker og interview om kønsroller, kønspolitik og ligestilling fra perioden 1976-2010.

Mens det i dag er et triumftog for forældre at gå til samtale om deres datter på skolen, er det en katastrofe for de fleste forældre til en søn.

Han bliver omtalt som en gammel, ramponeret bil, hvor mekanikerne påpeger den ene fejl efter den anden.

Som forældre går man hjem med det indtryk, at knægten må være dysfunktionel.

Men det er han jo ikke, ligesom forældrene heller ikke er skyldige.

Han er bare en dreng, og drenge er anderledes end piger.

Men det har man ikke taget højde for i folkeskolen, som i stigende grad er feminiseret.

Skolens hverdag indrettes efter de kvindelige læreres normalitetsbegreb og grænser og pigernes tilgang til verden.

Siden midten af 1980’erne er antallet af skoleelever, der sendes til vidtgående specialundervisning, steget med 70 pct. – og det er primært drenge, der henvises.

Ligesom antallet af børn, der er i psykiatrisk behandling, er steget med 25 pct. i de seneste år, og det er igen primært drenge, der henvises.

Nye undersøgelser synes at vise, at hvert 10. barn har en hjernemæssig dysfunktion, og det er typisk drenge, som får en diagnose: ordblindhed, DAMP, autisme, Aspergers syndrom, Tourettes syndrom, talblindhed og GUA, og hvad alle disse prædikater ellers hedder.

Nye alarmerende tal fra OECD viser, at Danmark er et af de vestlige lande, hvor der er størst forskel på andelen af piger og drenge, som får en ungdomsuddannelse.

Ifølge OECD får 90 pct. af de danske piger en ungdomsuddannelse, mens kun 75 pct. af drengene gør.

Der er altså tale om en forskel på hele 15 procentpoint, og Danmark ender hermed på en deprimerende og beskæmmende 25.-plads blandt 28 lande.

Disse nye tal er blot nogle i en lang række undersøgelser og statistikker, som viser, at det danske uddannelsessystem i disse år svigter drengene fatalt.

For én ting er vi helt sikre på: Hvis de samme tal gjorde sig gældende for piger og unge kvinder, ville det rydde avisforsiderne og være en topnyhed i de forskellige tv-nyheder.

Nu er der i stedet ikke en kæft, der så meget som løfter et øjenbryn, og jeg må endnu en gang konstatere, med hvilken kynisme det efterhånden gennemfeminiserede uddannelsessystem vanrøgter drengene og de unge mænd.

For mig er det derfor rystende, at folkeskolens lærere fortsætter med at praktisere en undervisning, der fremmedgør det ene køn.

At de året rundt sender drenge til specialundervisning eller til skolepsykolog, fordi de ikke passer ind i rammen. Uden på noget tidspunkt, det sker i hvert fald ikke offentligt, at reflektere kritisk over deres egen praksis som lærere:

Kan der være noget galt med vores praksis, ja, hele den måde, som folkeskolen og undervisningen er indrettet på, siden vi igen og igen oplever drengene som u-tilpassede, u-undervislige og hvad der ellers findes af u-er, som man kan sætte foran drenge?

Men heller ikke på officielt plan tages drengenes situation alvorligt, hvilket kommer til udtryk i den rapport, som det såkaldte Rejsehold har lavet for regeringen, hvor opgaven har været at gennemføre et 360-graders serviceeftersyn af den danske folkeskole.

En søgning i rapporten resulterer i: Intet om køn. Intet om piger. Kun en henvisning til drenge under Anbefaling 9, ’Flere valg og IT’, på side 30, hvor der står:

»Især i de ældste klasser i folkeskolen er der elever, som har tabt gejsten og motivationen. Som skolen er opbygget i dag, er der sjældnere alternativer til de elever, der har mistet gejsten. De bliver tilbudt mere af det samme. Mere af det, der ikke engagerer dem. Netop fordi forskellige elever motiveres på forskellige måder, er der behov for en skole med langt større kreativitet og variation i undervisningsmetoder end i dag. Særligt drengene klarer sig dårligt. Hvis drengene skal med igen, vil det være nødvendigt at tage alternative tilgange til undervisningen i brug«.

Lad os et kort øjeblik dvæle ved dette tekstuddrag fra rapporten, fordi det er meget sigende for den holdning, der er til drenge i folkeskolen og undervisningssystemet i det hele taget.

»Hvis drengene skal med igen«, skrives der, og dermed understreges det, at de allerede er (for)tabte, og hvis man tager det for pålydende, er det jo mere end rystende, at rapporten ikke går mere ind på denne problematik. Kan folkeskolen virkelig acceptere og leve med, at halvdelen af elevgruppen, drengene, er tabt på gulvet og »skal med igen«.

Ville man acceptere det, hvis det samme gjorde sig gældende for pigerne?

Det tror jeg ikke!

Så skrives der også, at man skal tage alternative tilgange til undervisningen i brug, hvis man skal have drengene med igen. Også her udtrykkes det indirekte og subtilt, at drengene er en anderledes slags elever end de rigtige elever, som folkeskolen er indrettet til og efter, nemlig pigerne. Der sættes således ikke spørgsmålstegn ved, om den undervisningsform, som i dag praktiseres, udelukkende tilgodeser det ene køn, nemlig pigerne. Det er beskæmmende, at drengene på denne måde fremmedgøres, og at der ikke stilles kritiske spørgsmål til den eksisterende praksis. I et samfund, som bryster sig af at være et af verdens førende lande, når det gælder ligestilling, må vi sætte praksis og handling bag alle de undersøgelser og statistikker, som allerede foreligger om, hvordan piger og drenge trives og mistrives som køn i folkeskolen. Alt andet vil være uanstændigt og uværdigt, for hvilket samfund vil acceptere at leve med, at den ene halvdel af befolkningen er tabt på gulvet, og »hvis den skal med igen«, så … hvilken arrogance at sige ’hvis’.

Hvor undertrykkende og chauvinistisk, for nu at bruge nogle gamle udtryk, har man lov til at være?

Hvis man overfører de seneste tal fra folkeskolens specialundervisning til samfundet generelt: at der inden for de sidste 20 år er sket en stigning på 70 pct. i antallet af elever (læs: drenge), som bliver henvis til specialundervisning, så må man konstatere, at der er tale om en skole og et samfund i dyb krise.

Et samfund, en skole, som har brug for at henvise så mange af sine borgere til ’specialundervisning’, fordi de ifølge samfundets, skolens, normer, falder uden for det ’normale’, må have store problemer med sin opfattelse af, hvad det såkaldt ’normale’ dækker.

Der er intet progressivt i, at det i dag er pigerne og kvinderne, der ’kører med klatten’ i undervisningssystemet, der er intet vundet ved, at det ene køn må tabe, for at det andet kan vinde.

Udfordringen ligger i at skabe en folkeskole og et undervisningssystem, som tilgodeser begge køns tilgange til det at (ind)lære, ligesom den ligger i at skabe en praksis, hvor begge køn føler sig hjemme og dermed motiverede og engagerede.

Det kræver topprofessionelle lærere og undervisere, som har pudset kønsbrillerne og har en faglighed, socialitet og pædagogisk og didaktisk praksis, som tilgodeser og rummer både piger og drenges, de unge kvinder og de unge mænds, tilgange til læring.

Som det er i dag, har den feminisering, som startede i folkeskolen i 1980’erne, spredt sig til resten af uddannelsessystemet med det resultat til følge, at der er masseflugt af drenge og unge mænd alle steder.

Hvis der ikke sker markante ændringer, forudser jeg et samfund med en proletariseret bund af tabermænd og en top af veluddannede vinderkvinder, men hvem vil leve i et sådant samfund?

For en ting er sikkert: Alle er tabere, både dem i bunden, men også dem i toppen.