Annonce
Debat 25. feb. 2011 KL. 14.03

Træt af Amnesty og Røde Kors: Stop jeres nedladende opkald

Mine penge skal kun gå til organisationer, der ikke chikanerer støtterne, skriver studerende.

fakta

Gry Bak Jensen er studerende.

Kære Dansk Røde Kors og Amnesty International.

»Har vi ringet til dig?«, spørger I så sødt på hjemmesiden. Om I ringede?

Til at begynde med er det vigtigt at understrege, at vi er mange, der sætter pris på jeres humanitære arbejde og kamp for menneskerettigheder.

Personligt valgte jeg at støtte netop jer, da det altid har været min opfattelse, at I er blandt de organisationer, der har integriteten i orden og går uden om den værste korruption, men på det seneste har jeres varetagelse af de dyrebare støttekroner vakt bekymring.

Fremmede mennesker, der ringer mig op og kalder mig »dejlig«, er ca. lige så charmerende og overbevisende, som hvis de kaldte mig »idiot«.

Gry Bak Jensen

En studerende veninde fortalte mig forleden om en såkaldt ’caller’ fra Amnesty, der havde foregivet personlig indignation i telefonen, fordi min veninde ikke ville hæve sit månedlige støttebeløb.

Jeg kunne bidrage med oplevelsen af et lige så grænseoverskridende opkald fra Amnesty.

Jeg blev ringet op og takket for min donation. Dertil fulgte spørgsmålet, om jeg kendte til organisationens arbejde?

Jeg bekræftede, at det gjorde jeg, og at jeg endda benyttede mig af det udmærkede blad, som jeg får tilsendt.

Her begyndte min irritation langsomt at tage til, og den voksede jævnt i de følgende fem minutter, som opkaldet varede.

Stemmen i den anden ende reagerede med en helt unaturlig begejstring over min tilkendegivelse af kendskabet til organisationens arbejde – det kom til udtryk i udbrud som »Fantastisk!«, »Hvor er du dejlig!« og »Det betyder ALT, at der er sådan nogle som dig«.

Muligvis er jeg lidt konservativ med mine 29 år på bagen, men fremmede mennesker, der ringer mig op og kalder mig »dejlig«, er ca. lige så charmerende og overbevisende, som hvis de kaldte mig »idiot«.



Den ubehageligt begejstrede ’caller’ gik videre til at fortælle mig om operationer uden bedøvelse i Nordkorea.

Jeg rømmede mig lidt og sagde, at jeg jo netop havde fortalt hende, at jeg godt kender til sagen, og hun derfor ikke behøver at informere mig om den igen.

Hvortil hun igen udbrød, at det er fantastisk, men om hun ikke lige må have lov at fortælle mig om den alligevel?

Da det lykkes mig at bryde ind i hendes talestrøm og forklare hende, at det er spild af både hendes og min tid, slutter hun af med at fortælle, hvor rørt det gør hende at tale med mennesker som mig, og gentager, hvor dejlig jeg er.

Jeg takker og overvejer kraftigt at bede om nummeret til hendes supervisor.

Pigen fra Dansk Røde Kors ringede, fordi hun ville sige tak for det engangsbeløb, jeg gav til hjælpearbejdet efter jordskælvet i Pakistan.

Mine støttekroner skal fremover gå til organisationer, der ikke chikanerer deres medlemmer med inkompetente, nedladende og fornærmende opkald.

Gry Bak Jensen

Jeg siger, »det var så lidt«, og tilføjer, at jeg er på arbejde og derfor ikke har så meget tid, og at jeg er studerende og derfor ikke har råd til at betale mere, end jeg allerede gør.

Hun reagerer med en indstuderet tale om, at katastrofen i Pakistan jo langtfra er overstået.

Jeg bekræfter, at jeg er bekendt med situationen, at det er tragisk, men at jeg desværre ikke kan give mere end de 200 kr. om måneden, som jeg allerede giver. Men calleren kan ikke kan se, at jeg betaler et fast månedligt beløb nogen steder.

Da jeg er ganske overbevist om, at jeg betaler månedligt til Dansk Røde Kors, svarer jeg, at det er da mærkeligt, men at jeg føler mig ret sikker i min sag.

Jeg lover hende, at jeg vil tjekke min netbank lige så snart, jeg kommer hjem, og hvis jeg tager fejl, vil jeg rette op på skaden med det samme.

Pigen i telefonen er ikke tilfreds – de næste to minutter af opkaldet går med at overbevise hende om, at hun ikke behøver at ringe tilbage og få bekræftet, om jeg nu rent faktisk har gjort, som jeg lovede.

Og opkaldet ender med, at jeg på det bestemteste frabeder mig, at hun ringer igen.

Måske fremstår kritikken lidt mavesur, men jeg står ikke alene med min mentaltræthed over for hjælpeorganisationer, der ringer igen og igen og ikke respekterer et høfligt ’nej’.

I underminerer jeres gode navn og renommé stort set hver gang, I ringer, så måske skulle I tænke jer om en ekstra gang, før I ringer igen.

Indtil i dag betalte jeg til jer begge – det vil jeg ikke mere. Mine støttekroner skal fremover gå til organisationer, der ikke chikanerer deres medlemmer med inkompetente, nedladende og fornærmende opkald.

Det er ikke en måde at behandle sine medlemmer på, og vigtigst af alt koster det støttekroner, der skulle hjælpe mennesker i nød.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

22. maj. KL. 00.01 Tolle lege

Det sker
Havnespot. Nogle af de bedste solsteder i København findes langs havnen. Her er det Toldbodens Grillbar. - Foto: Mathias Christensen
22. maj. KL. 12.02

Guide: Københavns bedste havnespots

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning