Hvis man ikke kendte konteksten til Rune Engelbreth Larsens seneste Politikenklumme ’Værdivalget og fravalget’ (17.9.), kunne det se ud, som om S-SF havde tabt folketingsvalget 15. september.

Som om vi stod over for endnu 4-8 år, hvor Pia Kjærsgaard skulle svinge taktstokken over en følgagtig blå regering. Har Engelbreth glemt, at det for første gang i 40 år er lykkedes at vælte en borgerlig regering ved et valg?

ENGELBRETHS KOMMENTAR Værdivalget og fravalget

Har han intet blik for, at regeringsskiftet i Danmark får røde partier til at vejre morgenluft i et ellers altovervejende borgerligt Europa?

Det er rigtigt, at det ikke er et drømmescenarie for SF først at gå 12 mandater frem for dernæst at miste 7.

Men resultatet er det tredjebedste valg for SF nogensinde, hvis man ser bort fra 80’ernes hyppige folketingsvalg.

SF er gået fra at være et lille parti, de færreste regnede for noget, til at være et parti, der nu er parat til at gå i regering og tage ansvar også for vanskelige beslutninger.

Partierne til venstre for midten har tabt de seneste tre valg på at slås indbyrdes i blokken i stedet for at rettet skytset mod de borgerlige.

Efter seneste valg besluttede vi i SF, at vi aldrig igen ville lade os bringe i en situation, hvor vi nok var gået frem som parti, men hvor blokken tabte.

Derfor ville vi samle oppositionen. Det har krævet kompromiser, men vi har undervejs fået mange sejre hjem. Og Engelbreth skylder svar på følgende: Hvem var det, der skabte et klart alternativ til den siddende regering og sikrede en stabil føring i meningsmålingerne over flere år?

Hvem måtte under valgkampen afstå fra partiegoistisk skønsang og kamp for mandatmaksimering for at holde sammen på dette alternativ?

Det måtte de to partier, der efter valget i 2007 sagde: »Aldrig igen«.

Den siddende regering gennemførte en valgkamp med skytset udelukkende rettet mod S og SF’s politiske planer. Af samme grund blev S og SF langt hen ad vejen betragtet og behandlet som den nye regeringsmagt.

LÆS ARTIKEL Med Thornings sejr er Fogh-æraen endegyldigt forbi

Vælgerne i rød blok benyttede lejligheden til at tone den nye regering ved at trække den mod højre eller mod venstre med en stemme på henholdsvis de radikale og Enhedslisten.

Den skræmmende og oversete virkelighed er den, at efter tre ugers valgkamp stod hele den røde blok markant svækket.

Scenariet fra 2005 og 2007 var uhyggeligt tæt på at gentage sig. 0,3 procent, sølle to mandater, så var flertallet ikke rykket til fordel for forandring og afsked med Pia Kjærsgaard og Løkke. Og så kunne de radikale og Enhedslisten have lunet sig gevaldigt ved den flotte mandatfremgang og intet at bruge den til, ligesom SF i 2007.

Engelbreth hævder, at det er et længerevarende ryk på værdipolitikken fra de radikale og Enhedslisten, der har forskubbet flertallet fra rød til blå blok.

Et udsagn baseret på Engelbreths forfejlede forståelse, at udlændingepolitikken er og bør være udgangspunkt for alle politiske kampe i Danmark.

Men faktum er, at den uge, hvor udlændingepolitikken fyldte medierne, samtidig var den uge, hvor vælgerne rykkede tilbage over midten til blå blok.

Og det var ikke, fordi der ikke kunne ses forskel på S-SF og den blå blok. Nej, systematisk blev alle de steder, hvor vi de sidste fire år har sagt ’nok er nok’ hevet frem af VKO og smidt på forsiderne af især Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅSF advarer venstreorienterede vælgere mod at stemme radikalt

Og mens de borgerlige kunne tampe løs på gammelkendte travere om de vidtåbne grænser og opholdstilladelserne, der med en ny regering ville kunne trækkes i en automat – ja, så gjorde stemmer som Engelbreth, hvad de kunne for at bekræfte det billede ved at kritisere de langt mere rimelige regler, som SF og S står fast på.

Danskernes reaktion var imidlertid ikke et brølende tak til Engelbreth og kritikerne i den røde blok – men en konstant siven til blå blok, der i sidste ende var meget tæt på at koste os et nyt flertal.

Ud over denne fejlanalyse gentager Engelbreth i sin klumme sin groteske påstand om, at SF har haft en strategi om at matche eller kopiere DF’s udlændingepolitik.

Ud over stærkt manipulerede citater fra SF bygger påstanden på den vildfarelse, at der kun er to positioner i dansk udlændingepolitik: Dansk Folkepartis på den ene side og Engelbreths egen ’humanistiske’ på den anden side.

Med andre ord: hvis man ikke er enig med Engelbreth, må man være enig med DF. Forkert!

S og SF har fremlagt et stort program for integration, hvor vi har kæmpet mange afgørende ting igennem: væk med starthjælpen, asylfamilierne ud af centrene efter seks måneder, boligsocial indsats, uddannelse til alle og ophold til handlede kvinder, der angiver deres bagmænd.

Vi er et parti med stor opbakning fra mennesker med anden etnisk baggrund. Vi dæmoniserer ikke mennesker, men viser tværtimod, at vi har brug for dem og tror på, at de kan bidrage til samfundet.

Hele diskussionen om pointsystemet handlede netop om at stille nogle rimelige krav til mennesker, der kommer hertil, i stedet for regeringens chikanøse system bestående af en række urimelige og snobbede krav, som de færreste kunne leve op til.

LÆS OGSÅEngell: Pointsystemet kommer til at bestå

S og SF opstillede fem krav, hvoraf man skal leve op til to af de fem: krav om simple sprogkundskaber på dansk eller engelsk, erhvervserfaring, uddannelse eller viljen til at stå til rådighed for uddannelse, job eller jobtræning, når man kommer til landet.

Kravene er relevante, både for den enkelte og for os som samfund.

Og vigtigst af alt: Alle der vil, kan leve op til dem.

At hænge sig i, at det hedder et pointsystem, er noget populistisk sludder – det må være indholdet, der tæller.

Der skal være tid til ransagelse og selvransagelse, ikke mindst når man sidder med magten.

Men at konkludere på baggrund af fordrejninger og fejlslutninger af den art, som Engelbreth leverede i sin seneste klumme, vil aldrig være den mest fornuftige måde at gøre det på.