»Sådan kom de snigende, husets nye ejere, ikke stolt ind op ad fortrappen, men med hætter for ansigtet, som om de nødigt ville genkendes«, skrev forfatteren Carsten Jensen om Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, da han dagen derpå skulle forholde sig til den virkelighed, som folketingsvalget 15. september havde tegnet konturerne af. LÆS ESSAYVi har leget med afstumpetheden alt for længe Det folketingsvalg, som havde givet Pia Kjærsgaard hendes første valgnederlag, var – ifølge sortseeren Jensen – samtidig Pia Kjærsgaards største sejr: »Hendes infame tankegang og menneskesyn har sat sig i rygmarven på politikere fra begge fløje. Ingen tør udfordre hende«, tordnede han i Politiken.
I dag, godt to uger senere, befinder vi os i en helt anden virkelighed. Det er muligt, at Carsten Jensen fortsat ser Pia Kjærsgaard danse rundt på linjerne i den nydannede regerings politiske grundlag. Men han skal kigge godt efter, og han skal pinedød vide, hvad han leder efter. For os andre rummer regeringsgrundlaget mange gode nyheder, når det gælder landets udlændingepolitik. Og det bør vi være glade for. Ikke fordi vi skal nikke som dukker for en nyslået statsminister, der ikke kommer fra VKO-land.
