fakta

Johannes C. Jensen er 44 år og førtidspensionist. Han bor i Nordvestkvarteret i København.

Han kalder sig selv for klynker, taber og single.

Kvindernes partier, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, som nu sætter sig på regeringsmagten, kalder sig fortalere for de svage i samfundet.

Men de bevæger sig trægt, når det er tabermænd, der har behov. Ingen steder har de en ligestillingsstrategi, når det drejer sig om tabermændenes problemstillinger.

Hvor er den Marshallhjælp, tabermænd har behov for? Kommer det til at tage lige så lang tid, før de indser, at kvinderne er det stærkere køn og tabermændene det svage, som det tog SF at ændre sin udlændingepolitik?

Hvem repræsenterer tabermændene, hvor er der initiativer, der løser op for tabermændenes problemer med at få kæreste, kærlighed, sex og familierelationer?

Nu når Helle Thorning & Co. er kommet til magten, fortsætter de så status quo med at finpudse kvinders vilkår? De har fokus på vindermændene i toppen af pyramiden, der har mere løn og magt end kvinder.

De vil kønskvotere, så lige dele kvinder og mænd sidder i bestyrelserne, fint nok, men hvad med tabermændene på bunden af pyramiden, i mudderet, hvornår bliver de kønskvoteret?

Det er os mænd, der fylder mest blandt fanger, selvmordere, kriminelle, narkomaner, alkoholikere, hjemløse, voldsofre, arbejdsløse, ensomme, personer med mindste levealder, mindst kontakt til børnene, psykisk syge osv.

Og det er også os tabermænd, der ikke kan få børn, fordi kvinderne ikke finder os økonomisk attraktive. Alligevel skal staten betale for fertilisering af enlige kvinder. Hvorfor må vi ikke være fædre? Hvor er vores fertilisering på statens regning?

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen.

Den nye regering vil forbyde prostitution, men det forbedrer heller ikke mit kærligheds- og sexliv.

Den næste generation tabermænd stepper på sidelinjen. Taberdrengene er de kommende tabermænd, de klarer sig dårligt i skolen, hvor 7 ud af 10 videregående uddannelser går til en kvinde. I skolen, i børneinstitutionerne og i hjemmet var drengene omgivet af kvindelige rollemodeller, nu sidder de på jobcentrene og i fængslerne, hvor er kvindernes selvransagelse?

Teenagepiger, der er udsat for vold, får ikke krisehjælp, når de kommer på skadestuen, skriver metroXpress i denne uge. Uha da ..., hvad med teenagedrengene, der får tæsk i fængslerne, hvor er deres krisehjælp?

Lige nu er der en ung mand, der får tæsk i fængsel, fordi det er propfyldt med frustrerede tabermænd, og han får ikke krisehjælp. Tabermændene er de svageste i samfundet, alligevel er det kun kvinder, der har lovhjemmel på krisecentre.

Hjemløse mænd sover på gaden, hjemløse kvinder sover på krisecentre i værelser med tekøkken, internetadgang, bad, toilet med tilsluttede psykologer og sagsbehandlere, der hjælper dem videre i livet.

Kvinderne har krisecentrene, Kvinfo, Børns Vilkår, Mødrehjælpen, Mathildeprisen, ’8. marts’, ligestillingsordførerposterne, kvindesamfund.dk, de fleste offentlige arbejdspladser, børnene og de dertilhørende velfærdsydelser.

De har også et verdensomspændende net af kvindeinstitutioner, der lobbyer for kvinders vilkår, og et velfærdssystem, der tager udgangspunkt i, at kvinden er det svage køn og derfor er berettiget til ’særydelser’.

Hvad med en Rede til de mandlige narkomaner? Hvorfor hedder det Mødrehjælpen og ikke Forældrehjælpen? Hvor er vores mandesamfund.dk? Hvor er vores Manfo? Hvor er vores ligestillingsordførere? Hvor er vores Karl-Børge-pris? Hvor er vores lobbyister? Hvor er vores dobbelt-SU? Hvor er vores hjælp til at få børn? Hvor er der en mand, der – som modsvar til Ritt Bjerregaard – kan sige, at mænd skal stemme på mænd og stadig nyde respekt?

Hvad har vi? Velfærdssamfundet, politikerne, kvinderne svigter os, hvem er på vores side, hvem kæmper for os?

Ikke engang vores vejbjærgede og veluddannede brødre gør noget for os. De har det som blommen i et æg, de lader os i stikken, de kæmper ikke for deres taberbrødres ligestilling, for hvorfor skulle de det? De svømmer i sex og børn, fordi de veluddannede, velhavende kvinder, der kæmper for ligestilling, stræber efter mænd i toppen.

Hej der, I veluddannede mænd med jeres på det tørre og I feministiske forkæmpere, hvad med jeres sønner? De bliver jo også mænd en dag og skal leve i det samfund, hvor I ikke kæmpede for deres køn.

Vi tabermænd er ikke kun presset ud på et sidespor på grund af kvindernes dominans af de offentlige arbejdspladser, det offentliges kønsdiskrimination samt kvindernes fortsatte valg af mænd fra 60’ernes kønsmønstre, de ellers lægger for had.

Vi er også presset af, at hovedparten af legale og illegale indvandrere er mænd fra vores ’klasse’. Mændene i toppen og kvinderne rammes ikke af indvandringen; det gør vi, det er os, de konkurrerer med, vores job. Udlændingene må gerne røre ved danske kvinder, og vi har ikke råd til at betale omkostningerne for at få en kvinde fra udlandet, det er også forbeholdt de rige mænd.

At tabermænd lever kortere end kvinder, skyldes ikke, at de går for lidt til lægen; det skyldes, at de er ensomme og ikke har noget at leve for. Hvis man vil have mænds middellevetid op, så giv tabermændene noget at leve for, giv dem en kæreste, giv dem familierelationer, sex og kærlighed.

Hvad med noget kønskvotering i alle offentlige stillinger og uddannelser, så vores drenge kan få mandlige rollemodeller? Eller lidt omfordeling af velfærdsydelser, så kvinderne vælger at beholde far i huset?

Hvad med at gøre de økonomisk uattraktive tabermænd attraktive, så kvinderne vælger frem for fravælger dem?

Hvor er de kloges løsningsforslag til den gigantiske krise, lavindkomstmanden/tabermanden befinder sig i? Hvornår kommer den Marshallhjælp, tabermænd har behov for?