Politikens undersøgelse viser, at universitetslærerne mener, de bruger langt mere tid på at søge eksterne forskningsmidler i dag end for fem år siden. Kan du genkende det billede?

»Ja. Der er klart en fornemmelse blandt forskere af, at der er sket et skred fra faste bevillinger til konkurrenceudsatte midler. Det har jo også været den tidligere regerings bevidste politik.

At vi skulle søge og konkurrere mere. Men det er også noget, vi er nødt til, for der er en konstant usikkerhed om de faste bevillinger, for de følger bruttonationalproduktet (BNP). Og BNP falder som bekendt. Når usikkerheden for de kommende universitetsbudgetter er stor, stiger presset naturligvis for at søge de eksterne midler«.

DOKUMENTATIONHele undersøgelsen: Forskningen drukner i papirarbejde

Hvad er problemet ved, at forskerne skal søge om pengene?

»Det kan godt være, konkurrence er godt, men vi har lavet et bureaukratisk system, hvor vi konkurrerer unødigt mod hinanden.

Sagen er, at når man sætter opgaverne i udbud, så er det enormt tungt på begge sider. Der er alle dem, der skal ansøge, og det tager enorme mængder af tid, men så skal man huske, at alle dem, der sidder og skal læse ansøgningerne, jo også er ansat på universiteterne, og tiden går fra begge sider af udbudshegnet. Det er et voldsomt stykke arbejde.

Man kan nogle gange kalde det sund konkurrence, men på nogle områder viser det sig at være utilstrækkeligt. Tidsforbruget er et af områderne«.

Hvis man ser bort fra tidsforbruget, kan der så ikke være noget godt i, at pengene ikke kommer automatisk, men at man skal ud og søge?

»Forskningen har en lang tradition for at søge forskningsmidler igennem forskningsrådene og større fonde, men det er måske en model, som ikke står mål med de udfordringer, som vores samfund står over for.

Det svarer jo i princippet til, at et postbud skal søge om penge for at kunne omdele posten. Ligesom vi i dag er afhængige af en velfungerende infrastruktur for postomdeling, er vi afhængige af, at universiteterne leverer ny viden, som vi kan leve af. Måske skal systemet laves helt om.

Måske er vi nået til, at universiteternes forskningsinfrastruktur må forstås som en permanent struktur, som ikke skal rives ned og genopbygges, hver gang der er en ny ansøgningsrunde«.

Hvad skal der ændres?

»Der er behov for langsigtede budgetløsninger, så forskningen kan planlægges. Hvis ikke de økonomiske forudsætninger er til stede, kan de eksisterende paradigmer ikke nedbrydes, og universiteterne er nødsaget til at bygge videre på den eksisterende viden i stedet for at finde helt ny viden.

En anden konsekvens af usikkerheden om universiteternes økonomi er nemlig, at der ikke tages de store chancer«.

LÆS OGSÅ Forskere: Situationen er desperat

Hvad mener du med det?

»Ingen har råd til at fejle, og det leder til mere forsigtig forskning. Men vi står altså i en samfundsmæssig situation, hvor vi er nødt til at blive mere risikovillige og få søsat nogle ideer, vi kan leve af.

Det er noget, vi bliver nødt til at diskutere: Er der farer ved den måde, bevillingerne er skruet sammen på i dag?«.

Hvordan ser du farerne?

»Universiteterne har på samme måde som andre virksomheder behov for risikovillig kapital for at få risikovillig forskning, der kan skabe helt nye ideer, som vi kan leve af. Problemet er bare, at vi ikke kan producere nye ideer på stribe, ellers havde vi naturligvis gjort det.

Dilemmaet er derfor, at politikerne skal have en vis garanti for, at forskningsbevillingerne udmøntes i konkret vækst, men det kan de af gode grunde ikke få. For at overkomme dilemmaet stiger antallet af konkurrenceudsatte mider, eller der udpeges politiske satsningsområder, og det leder til et forøget og tungt bureaukrati, hvor der går alt for meget tid til at ansøge om forskningsmidler.

Der er tale om et klassisk paradoks. Gode intentioner, der leder til utilsigtede konsekvenser. Vi har derimod behov for politisk tillid, der skaber ro om forskningen. Hvis det lykkes, så skal universiteterne, efter min mening, nok også levere«.

Hvordan ville verden se ud, hvis den var ideel for en forsker?

»Jeg kan illustrere med et eksempel: Jeg har været gæsteforsker på det verdensberømte Institut für Sozialforschung i Frankfurt, som har været et af de få totalt uafhængige institutter i verden. Det er det ikke længere – i dag søger de også om forskningsmidler alle vegne.

Men hvis man ser på, hvem der kom ud af det institut, da det var frit, så fødte instituttet navne som Marcuse, Habermas, Adorno, Horkheimer, Fromm, og sådan kunne man blive ved. Det er filosoffer, som alle kender til i dag. Det viser, at den fri forskning kan noget helt andet.

Hvad ville der ske, hvis vi også turde eksperimentere i dag og lod nogle blive helt fri og uafhængige – hvis nogle fik lov at forske og skrive helt frit?«.