Jørgen Øllgaard, i din nye bog ’Paradisvænget’ kalder du flertallet af danskere for ligusterfascister. Hvad mener du med det?

»Flertallet af vælgerne er selvfølgelig ikke fascister i klassisk forstand, forstået som folk, der støtter et autoritært regime. Ligusterfascismen viser sig som en social uniformering af danskernes boform. Det handler om hækken, carporten, udestuen, Weber-grillen og det nye elementkøkken med jævne mellemrum. Disse småborgerlige værdier, der præger livet i parcelhuskvartererne, har vundet total kontrol over dansk politik. Ligusterfascisternes økonomiske interesser udfordres ikke længere af de regeringsbærende partier«.

Det er netop lykkedes en ny regeringskoalition at vinde magten. Skiftet kunne tyde på, at andre hensyn end det, du kalder ’parcelhusmaterialisme’, spiller ind for vælgerne ...

»Nej, tværtimod. Partierne bag den nye regering har gjort alt for at undgå at tale om boligpolitik. Helle Thorning-Schmidt ved udmærket, at hun kun er kommet ind i Statsministeriet, fordi Socialdemokraterne ikke længere udfordrer parcelhusejernes snævre interesser. Boligpolitik er det store tabu – et offentligt tabu, som har lagt sig som en dyne over debatten. Hverken Socialdemokraterne eller SF tør ruske op i debatten, fordi de udmærket ved, at boligøkonomi afgør valg. Derfor har Socialdemokraterne og SF’erne valgt at holde så lav profil som overhovedet muligt. Og de borgerlige partier har ingen interesse i at diskutere boligpolitik og dermed sætte fokus på, hvor store sociale skævheder der er opstået som følge af den tidligere regerings skattelettelser og liberaliseringer af lånemarkedet«.

LÆS OGSÅ Boligejere får dobbelt så meget tilbage i ulovlig opkrævet ejendomsskat

Var det så rigtigt set af Socialdemokraterne og SF at overtage den gamle regerings bolig- og skattepolitik?

»Ja, kynisk set. Hvis man vil danne regering i et demokrati, må man jo tage hensyn til det dominerende flertal. To tredjedele af parcelhusejerne stemmer i dag med og på deres bolig. Og da over halvdelen af alle vælgerne i dag bor i parcelhuse, ja, så er det boligpolitikken, der afgør valg i Danmark. Måske vil de fleste hævde, at der ligger nogle højere og mere ædle idealer til grund for deres stemmeafgivning. Men når de træder ind i stemmeboksen, er de tilbage i parcelhuset. Sådan er det også for mange af Politikens læsere«.

Men er det ikke et gennembrud for velfærdssamfundet, at over halvdelen af befolkningen nu ejer deres bolig? Selvejerskab var jo en mærkesag for Socialdemokraterne i årtier ...

»Jo, men i dag har de sejret ad helvede til. I den første generation af parcelhusejere – dem, man kan kalde for ’havregrødsgenerationen’ – var der en loyalitet over for arbejderbevægelsen, og en forståelse for, at de havde fået mulighed for at købe deres eget hus i kraft af offentlige støtteordninger. Men sådan er det ikke længere. Nutidens parcelhusejere er først og fremmest fokuseret på deres egen privatøkonomi. Parcelhuset er en gennemgribende interesse af fundamental betydning for det moderne mennesker. Det er her, vi har de største forpligtelser. Hvis vi ikke betaler terminen, bliver vi smidt ud af vores eget hjem, og derfor stemmer folk med pengepungen«.

LÆS ARTIKELBoligmarkedet klarer sig uden boligpakken

Hvorfor diskuteres privatøkonomi ikke mere intenst og lidenskabeligt i debatten?

»Fordi det er ikke salonfæhigt at diskutere materialistiske ting. Der hersker et dogme om, at vi som samfund er gået ind i et såkaldt post-materielt samfund, hvor værdipolitik er vigtigere end økonomi. Sådan opfattede samfundsforskere det i hvert fald i mange år. Men blandt flertallet af parcelhusejere er og bliver det hverdagsøkonomien, som bestemmer i første og sidste ende. Det er en stor illusion, at moderne vælgere hovedsageligt skulle bekymre sig om emner som f.eks. flygtninge, dyrevelfærd og kriminalitet«.

Men det er vel netop de emner, der fylder debatten og scorer højt, når vælgernes dagsorden rangordnes i meningsmålinger ...

»Folk er bundet af deres materielle levevilkår i langt højere grad, end de fleste bryder sig om at erkende. Det hersker en attraktiv fortælling om, at vi som moderne, frie borgere selv kan vælge, hvad vi vil mene, sige og tænke. Men i praksis er det kun de færreste, der evner at tænke ud over deres egen privatøkonomiske situation. Folks politiske holdninger handler ikke om højtravende idealer og principper, men derimod om langt mere jordnære banale interesser. Så selv om debatten på overfladen kan handle om værdipolitik, er grundlaget stadig en boligpolitik, der favoriserer parcelhusejerne«.

Det kan vel ikke have forbigået din opmærksomhed, at den politiske dagsorden har været domineret af udlændingedebat gennem de seneste ti år? Det er vel ikke tilfældigt?

»Problemerne med integration, udlændinge og bandekriminalitet er isoleret til nogle få sociale boligområder, som flertallet sagtens kan undgå, hvis de har lyst. Hvis folk ikke har børn i skoler med etniske konflikter, så mærker de ikke spændinger i hverdagen. Danmark er i dag så socialt opsplittet i ghettoer, at parcelhusejerne kan leve trygt i deres eget parallelsamfund. Ude i parcelhuskvartererne har man helt andre nære bekymringer, og når det kommer til stykket, er det også dem, som politikerne forholder sig til«.

KRONIKStol på boligejernes fornuft

Handler skiftet i dagsordenen ikke snarere om, at forbrugsfesten fra 00’erne er afløst af en nedtur, hvor budgetterne strammer til?

»Nej, så enkelt er det ikke. Favoriseringen af parcelhusejerne har været en konstant gennem både op- og nedture. Fogh-regeringens succes byggede ikke på en hård værdipolitik, men derimod på en generøs gavebod til alle småborgerne«.

Og det tror du ikke, at en ny regering kommer til at ændre på i de kommende år?

»Nej, den nye S-R-SF-regerings største problem bliver, at det brune regeringssamarbejde mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti hvert år gav store privilegier til boligejerne. Det havde karakter af bestikkelse: Parcelhusejerne fik penge for at stemme på de borgerlige. Og det bliver næsten umuligt at rulle tilbage. Det er blandt andet Politikens læsere, der er blevet bestukket med store pengebeløb, de intet har skullet lave for at tjene. Jeg fik over 20.000 kroner hvert år. Og det kommer en ny regering ikke for alvor til at gøre noget ved – i hvert fald ikke, hvis de skal gøre sig håb om at blive genvalgt«.

Handler moderne småborgerlighed ikke om mere og andet end at være boligejer?

»Både og. Kernefamilien er igen kommet til at spille en afgørende rolle. Men det skyldes, at man i dag skal have to indkomster for at kunne betale for at bo i et parcelhus. Familien og børn har derfor fået en stor og stigende rolle for de danske småborgere. Moderne småborgerlighed handler også om forbrug. Det er vigtigt at kunne signalere sin middelklassestatus gennem ting og forbrug. Moderne danskere er underlagt et enormt præstations- og præsentationspres. Og derfor arbejder vi så meget: Småborgeren knokler for at kunne få råd til at købe det samme som naboerne. Med ejerskabet til et parcelhus følger en større livsstilspakke, hvor familie og forbrug fylder mest. Det afgørende er blot, at den grundlæggende interesse for småborgeren kan føres tilbage til ejerskabet af et parcelhus – som der vel at mærke findes over en mio. af i Danmark«.

LÆS OGSÅ Vismænd: Huspriserne vil falde flere år endnu

Hvad med alle de andre? Parcelhusejerne er trods alt ikke de eneste mennesker ...

»Parcelhuset er idealet. Over 50 procent lever der allerede, og yderligere 30 procent ønsker at komme til at bo i et parcelhus. Småborgernes triumf er, at lejerne drømmer om at blive som dem, og derfor er der heller ikke opbakning blandt lejerne til at ændre boligpolitikken«.

Du præsenterer det, man kunne kalde for en konspirationsteori om parcelhusejernes komplot mod resten. Andre vil dog hævde, at endnu større grupper dominerer dansk politik, ikke mindst ’velfærdskoalitionen’ mellem overførselsindkomstmodtagere og offentligt ansatte. Hvad siger du til det?

»Ja, det er en populær pointe i borgerlige kredse. Men alle de kommentatorer, som f.eks. Henrik Dahl, der ynder at fremføre denne teori, overser, at folk på overførsler og offentligt ansatte ikke er en homogen gruppe. Tværtimod. Førtidspensionister i lejeboliger har altså ikke meget til fælles med veluddannede funktionærer, der bor i egen ejerbolig. Den såkaldte velfærdskoalition spænder over vidt forskellige befolkningsgrupper, som har modstridende økonomiske interesser i hverdagen. I modsætning hertil står parcelhusejerne forenede om at kræve lavere boligskat, højere fradrag og billigere lån«.

Man kan vel med samme ret hævde, at venstrefløjen har forsøgt at bestikke vælgerne? Udgifterne til velfærd er eksploderet ...

»Men så overser man, at der ikke er nogen samhørighedsfølelse mellem alle de mennesker, der ernæres af det offentlige. Småborgerne har et økonomisk fællesskab, som måske leves isoleret fra hinanden, men som mobiliseres på valgdagen«.

Er du så også selv blevet småborger?

»Jo, jeg har da træk af småborgerlighed. Bestemt. Jeg er opdraget med, at enhver skal svare sit, og det var vigtigt for mig at blive gældfri, allerede da jeg fyldte 50 år. Jeg bor i egen bolig i et kvarter med stilleveje, hvor der er mange af de kvaliteter, som trækker folk til forstadskvarterer. Så jeg har ikke noget problem med at erkende, at jeg er småborgerlig. Efterhånden har vi alle personlighedstræk, der handler om ordentlighed, pligtopfyldelse og ikke mindste frygt for social deroute. I dag er vi alle småborgere, men det bliver en trussel mod velfærdssamfundet, hvis venstrefløjen ikke snart erkender, at de nok kan vinde regeringsmagten, men ikke ændre samfundet, hvis parcelhusmaterialismen får lov til fortsat at herske uhindret«.