I halvfemserne råbte en fagforeningsboss i Sverige i vrede »fisseflokken« efter svenske rødstrømper. Det blev startskuddet til en ophedet kønsdebat i Sverige.

I 10’ernes Danmark råber kvinderne ord som meningsfisse, klynkefisse og underbuksemenneske efter hinanden. Røde og blå fisser skælder ud på hinanden i troen på, at de har retten til at definere, hvad ’rigtig’ ligestilling er.

Fissekastningen flytter intet i ligestillingen i hverdagen. Debatten er reelt en del af et selvpromoveringsudslip ud fra devisen: ’Se mig, se mine støvler, se mit hår, se min karriere, se mig sige fisse, se mig’ … Debatten bidrager i bedste fald til ordbogens variationer over ordet fisse.

LÆS MEREDu er en stor hykler, Anne Sophia Hermansen

Er der én eneste af de debatterende kvinder, der reelt ønsker at gå ud i hverdagen og flytte ligestillingen? Jeg tvivler på det. Og der er ellers nok at tage fat på. Fire områder, der i hverdagen ville flytte ligestillingen, er: hjemmefronten, arbejdspladsen, bestyrelserne og de unge kvinder.

Men det kræver et langt sejt træk – og det er der ikke mange ’Se mig!’-forsider i.

Hjemmefronten: 92 procent af beslutningerne vedrørende børn tages af mor alene i de danske familier trods en arbejdsdeling i hjemmet, der nærmer sig 50/50.

Hvis vi vil ligestillingen, hvorfor tør vi så ikke give magten fra os i vores egen familie, og hvorfor har vi ikke tillid til, at mændene kan tage lige så gode beslutninger som os?

Grunden til, at dette misforhold er så tabuiseret at diskutere, er, at kvinderne i virkeligheden bare vil bestemme. Mit råd er enkelt: Så hold dog kæft, og giv plads!

Arbejdspladsen: Hvornår har du sidst hjulpet en kvinde, der gerne vil forstå, hvorfor hun igen er havnet i stressfælden som den perfekte superkvinde, der aldrig siger nej, og gjort det klart, at den perfekte superkvinde aldrig bliver andet end en ’Se mig!’-illusion?

Hvornår har du sidst hjulpet en kvindelig kollega på vej til lønforhandling, så vi kan få skubbet til ligelønnen? Eller lagt møderne før klokken 15, så også småbørnsforældrene kan nå at hente og bringe?

Hvornår har du fortalt, at det gælder om at arbejde smartere i stedet for længere, som var industrisamfundets mindset?

Bestyrelserne: Drop hanelefanternes dans i bestyrelserne. Hvorfor skal vi have et mål som i Norge om, at ’guldskørterne’ skal sidde på 40 procent af pladserne? Territorieafpisning, kamp for egne særinteresser på bekostning af helheden og ansvarsfralæggelse, når det er gået galt, gør ikke verden bedre og giver bestemt ikke livskvalitet.

Spring ud som gazelle, og bliv iværksætter. Det er sjovere, mere udfordrende og flytter verden hurtigere – og du slipper for at lære hanelefant-dansen. Skal du selv finde en bestyrelse, så indfør dine egne spilleregler, og find nogle kompetente mennesker, der arbejder for helheden. Eller spring ud som entreprenør på din nuværende arbejdsplads.

De unge kvinder: Hvornår har du sidst givet dig hen i mentorrollen og lyttet til unge kvinder med anden etnisk baggrund og hjulpet dem på vej i det danske samfund? Eller lyttet til danske unge kvinder, der er fanget i curlingforældrenes prestigeprojekt og dermed har mistet følingen med livet og deres drømme?

Støtter vi de purunge kvinder i at sige nej, når de af læger bliver proppet med p-piller, inden de har fået et sexliv?

LÆS OGSÅAnonym bitterfisse håner de overperfekte speltkusser

På Facebook spurgte jeg, hvad man som kvinde er, hvis man hverken tilhører de blå eller røde feminister. Svaret faldt prompte:»Man er sig selv!«

Derfor: Stop fisseflokfnidderet, og gå ud og gør noget ved ligestillingen i hverdagen.