Fra min egen tid på Land og Folk i begyndelsen af 1960’erne – jeg blev smidt ud og ekskluderet efter to år – husker jeg alt om ’det røde guld’.

Alle vidste, at kammeraterne fra Moskva sendte penge til kammeraterne i Dronningens Tværgade. Ikke i kontanter, men i form af overbetaling for noget helt absurd og ganske uanvendeligt propagandamateriale.

Alle talte om det dengang. Og det gør vi så stadigvæk. Men mens vi tilsyneladende ikke kan blive trætte af at offentliggøre historier om ’det røde guld’, der tilflød kommunisterne i Danmark under den kolde krig, opretholder alle en forbløffende tavshed omkring de dollar, der i den samme periode i rigelige mængder flød fra det amerikanske efterretningsvæsen, CIA, til danske journalister, radiofolk, forlæggere, bladudgivere og andre kulturfolk.

KRONIKManden de kaldte Ervin

Det eneste vi ved, er, at de mange CIA-penge, der sivede ind i Danmark, var tiltænkt 240 politiske ledere, 450 opinionsdannere, 1.000 intellektuelle og 600 kulturpersonligheder.

Modsat ’det røde guld’, som var tiltænkt en lille snæver kreds omkring det minimale danske kommunistparti og dets dagblad, ved vi stadig ikke, hvem modtagerne af CIA-pengene var.

Vi kender ikke deres navne eller deres placering i det danske samfund. Vi aner i det hele taget kun sporadisk, hvad amerikanerne foretog sig med de mange dollar under den kolde krig.

Vi ved, at CIA fra 1950’erne i stor stil hvervede europæiske journalister som både spioner og propagandister. Men vi ved ikke, hvilken indflydelse disse hvervede journalister fik for udviklingen af den frie vestlige presse.

CIA infiltrerede en lang række europæiske aviser og nyhedsmedier, herunder især de store amerikanske og vesteuropæiske telegrambureauer – også vores hjemlige Ritzau.

LÆS OGSÅLand & Folk-redaktør: Kryb til korset, Sohn

Reelt var der tale om både politisk og økonomisk infiltrering, men det er fortsat uklart, hvordan og i hvilket omfang og med hvilket resultat denne infiltrering fandt sted.

Indblandingen foregik ad mange forskellige kanaler og gennem flere forskelligartede aflæggere af CIA.

Disse dækorganisationer havde mange navne, eksempelvis Congress for Cultural Freedom, Office of Policy Coordination (OPC), United States Informations Service (USIS) og United States Information Agency (USIA).

Det var ikke småpenge, det drejede sig om. I 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne eksploderede CIA og dens underafdelingers budgetter.

Det skete pudsigt nok – kan man af indberetninger fra USA’s ambassade i København læse – samtidig med at amerikanerne ikke anså de danske kommunister for at udgøre nogen reel fare.

USA mente, at de danske socialdemokrater på alle måder havde tjek på de danske kommunister, og vidste, at man takket være den meget aktive Arbejdernes Informationscentral havde næsten navn og adresse på dem, vidste, hvor de arbejdede, og hvor de boede.

LÆS ARTIKEL Qvortrup: Moskva-penge vælter ikke forpjusket Sohn

Mens kommunisterne var kluntede og udanske i deres propaganda, var amerikanerne anderledes fikse.

Sovjet brugte eksempelvis masser af penge på et tidsskrift, der hed Fakta, om Sovjetunionen; et blad, der i lange tider var præget af kammerat Stalins endeløse taler.

De blev optrykt garneret med masser af små parenteser, hvori der stod, at »talen blev afbrudt af klapsalver«, og lidt senere »der lød lange og vedvarende klapsalver fra tilhørerne«, »Taktfast bifald«, og til slut »Tilhørerne rejste og hylde kammerat Stalin med stående ovationerne klapsalver«.

Ude af trit med den politiske virkelighed pralede bladet blandt andet med, at man i Sovjet nu i 1960’erne havde indført gratis skolegang og gratis lægehjælp, som om det ikke var indført i Danmark for længst.

Amerikanerne vidste godt, at den slags ikke gik over for et dansk publikum. Opinionspåvirkningen af den danske offentlighed foregik bedst, havde de amerikanske propagandamyndigheder erfaret, indirekte og sløret. Propagandapåvirkningen skete oftest ved, at personer med let adgang til medierne blev inviteret på rejse i USA.

Det kunne også være i form af baggrundsmateriale fremskaffet til danske opinionsdannere i regerings-, embedsmands- og politikerkredse, i radio, presse og fagforeninger.

LÆS OGSÅSkeletterne i Ole Sohns skab rasler

Eller ved direkte produktion af artikler og reportager, som så blev offentliggjort i danske journalisters og andre opinionsdanneres navne, således at det amerikanske ophav helt blev sløret.

Også den daværende danske statsradiofoni var i CIA’s søgelys. Forskellige underafdelinger producerede indslag eller hele udsendelser, som Danmarks Radio så bragte.

Det skete til stor glæde for USIS-staben ved den herværende amerikanske ambassade. Den kunne i en rapport hjem til moderorganisationen i USA konstatere, at der i intet tilfælde var blevet refereret til de amerikanske kilder i disse udsendelser.

Tværtimod var lytterne blevet efterladt med det indtryk, at det var Statsradiofoniens egne medarbejdere, der havde produceret de programmer, som det amerikanske efterretningsvæsen havde leveret kvit og frit.

Den eneste i Danmarks Radio, der protesterede over det amerikanskproducerede materiale, var i øvrigt Det Konservative Folkepartis repræsentant i Radiorådet.

Snakken om ’det røde guld’ forstummer næppe.

Det ville være spændende, hvis vores viden om Sovjets indblanding kunne suppleres med beretningen om amerikanernes.

Der ligger bestemt en ph.d.-afhandling og lurer for den nysgerrige, der vil udforske begge fronterne i den kolde krig.