fakta

Andreas Weidinger er 19 år gammel, student fra Øregård Gymnasium i 2011. Studerer statskundskab på Københavns Universitet.

I den danske folkeskole oplever en ny generation af håbefulde og talentfulde elever at blive forhindret i at udnytte det potentiale, de er begavet med.

De vil opleve, hvordan middelmådigheden i den danske enhedsskole vil fjerne al lyst og engagement. De vil opleve, at Ritt Bjerregaards berømte vision er blevet til virkelighed. De vil kort sagt opleve det danske skolesystem.

Mit navn er Andreas Weidinger, og jeg er blevet student i sommer. Da jeg for et par ugers tid siden sad og tænkte på mine tretten lange år i det danske skolesystem, slog det mig, at der på intet tidspunkt er blevet stillet krav til mig.

Jeg har aldrig oplevet en lærer sige: ’Det er simpelthen for dårligt, du ikke kan den grammatik. Gå hjem og øv dig tre timer i dag, og så vil jeg høre dig i klassen i morgen’.

I 8. klasse havde jeg fået en såkaldt blækregning tilbage med karakteren 7 (ny skala). Som elitesportsudøver har jeg aldrig været tilfreds med ikke at være bedst, og det gjorde sig også gældende i skolen.

Da jeg var vant til at ligge på karakteren 10, gik jeg op til min lærer og spurgte, om hun ikke kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre bedre.

Svaret var: »Men Andreas, 7 er da en flot karakter, det skal man være glad for«.

Jeg måbede. Og her fem år efter kan det svar stadig irritere mig så grænseløst, fordi det udtrykker en tendens, der gør sig gældende i hele skolesystemet.

Tegning:  Jørn Villumsen.

Jeg har aldrig været udstyret med nogen synderlig stor intelligens (min IQ er 111, middel er 110). Jeg kommer ikke fra et hjem med ekstraordinært bogligt stærke forældre – min far er udlært smed, og min mor har en professionsbachelor.

Det, jeg er begavet med, er min veltalenhed og min evne til at se sammenhænge. Det har jeg spillet på gennem hele skoletiden, for sandheden er, at hvis man er begavet med disse to talenter, behøver man ikke at have en stor specifik viden inden for noget område for at score høje karakterer. Man kan bare tale udenom.

Jeg har stor respekt for de elever, der læser deres lektier hver dag, skriver noter og gennemanalyserer teksterne hjemmefra. Den indstilling burde alle i det danske skolesystem have. Kun ved at slide kan man nå det niveau, som man har potentialet til at nå.

Det skal ikke forstås på den måde, at man skal kræve mere af eleverne, end de kan magte, men i dag kræver man ingenting.

Jeg har flere gange talt med mine venner om, hvilken leg det er at gå igennem skolesystemet. Flere af mine venner inklusive mig selv lavede som hovedregel aldrig lektier i folkeskolen eller gymnasiet. Så længe man følger med i timerne, kan man lære det faglige stof i en grad, der sikrer én topkarakterer.

Man gennemgår nemlig intet nyt i timerne. Man gennemgår kun det, man har læst, og det sidste kvarter af en dobbeltlektion bruger man så til at trække tråde til andre perioder, tekster eller lignende.

Jeg spurgte engang min historielærer: »Hvorfor gennemgår vi altid det, der står i lektien? Burde vi ikke tale om noget ud over den lektie, som vi har læst hjemmefra?«.

Svaret var, at det jo var vigtigt at sikre sig, at alle havde forstået det.

Ja, det er vigtigt at sikre sig, at folk forstår det, men hvad med os syv elever, der kunne forstå det første gang? Vi lærte intet. Og så kan alle folk sidde og sige, at det er vigtigt at huske at lave sine lektier, men helt ærligt, hvorfor skulle jeg dog gøre det, når jeg alligevel får det hele serveret på et sølvfad i timen?

Man skal vist ikke foretage mange cost-benefit-analyser for at finde ud af, at en time mere i sengen eller et spil Playstation med drengene er mere værd end de 15 siders historielæsning, hvor indholdet alligevel bliver punktligt gennemgået i timen.

Det kan ikke være rigtigt, at vi har et skolesystem, hvor man bare kan tage den på rutinen og alligevel klare sig hæderligt igennem.

Er jeg ikke bare en doven knægt, der skulle tage sig sammen og selvstudere i min fritid, hvis jeg er så interesseret i at lære noget? Det er en utopi. Mennesket laver ikke mere end nødvendigt – hvis nødvendigt er godt nok. Men hvad er så løsningen på problemet? Hvad kan ændre denne understimulans, som mange unge oplever?

Jeg ser kun én løsning: differentieret undervisning, hvor man opdeler elever efter evne og potentiale. Det er en blevet et tabubelagt emne i Danmark siden folkeskoleloven i 1975 og specielt efter folkeskoleloven i 1993, hvor opdelingen af elever endeligt fik dødsstødet.

Hvis vi skal have bedre folkeskole og gymnasium og stoppe den rutsjetur ned af rangstigerne, må vi stille krav til eleverne. Men forskellige krav. Vi skal sætte stor fokus på de dygtigste elever. Vi skal kæmpe for, at hver elev får det optimale ud af sin skolegang. Vi skal arbejde efter mantraet: ’Hvad eleverne kan lære, skal de lære’.

I dag er det danske skolesystem en fabrik, der får de fineste råmaterialer ind, men spytter en middelmådig discountvare ud. Det er nedværdigende og respektløst over for en håbefuld generation.