Den forrige udviklingsminister ville kaldes frihedsminister, den nuværende vil være rettighedsminister.

Jeg savner en samtænkningsminister – altså en minister, der i mere end ord søger at bruge alle de instrumenter, det danske samfund har til rådighed på en sammenhængende og koordineret måde, så vi får det maksimale ud af de betydelige ressourcer, Danmark bruger på udviklingsområdet.

Denne målsætning bliver ikke fremmet i arbejdet med den nye udviklingsstrategi.

Debatten og arbejdet i de nedsatte ekspertgrupper er opdelt i traditionelle siloer – rettigheder, fødevaresikkerhed, grøn vækst og stabilitet.

Det er så meningen, at jeg som ekspert i krudt og kugler og statsbygning skal anvise, hvordan skrøbelige og konflikthærgede stater, som Somalia kan bringes på ret køl, alt imens andre eksperter hygger sig i fred med deres favoritsilo, uden at vi hver især ved, hvad der sker i de andre siloer.

På den måde får alle en luns kød, og man undgår det slagsmål, som bestræbelser på at samtænke dansk sikkerheds- og udviklingspolitik automatisk udløser.

Den danske Somalia-strategi illustrerer problemet. Her rejste der sig et ramaskrig i 2011, da regeringen udover at bruge penge på traditionel udvikling og humanitær assistance også ville bruge penge på at træne somalisk politi, bekæmpe pirater og terrorister samt gå i dialog med herboende somaliere.

»Bistandspolitik er blevet til sikkerhedspolitik«, »Danmark tænker mere på Mærsk og sin egen sikkerhed end på fattige somaliere«, lød kritikken. Udviklingseksperter beklagede, at der ikke blev brugt penge nok på fattigdomsbekæmpelse og humanitær bistand.

Sikkerhedspolitiske eksperter var ligeså utilfredse. Den militære indsats til søs var 'symbolpolitik'; specialstyrker skulle have lov at ødelægge våbendepoter og fange pirater i land, hvis det skulle nytte noget. Alle var sure over, at deres kæphest ikke havde førsteprioritet og fik for lidt penge.

Diskussionen vidner om, at samtænkning stadig ses som en trussel mod egne budgetter og ressortområder. Træning af politistyrker og militærbekæmpelse af terrorister og pirater betyder i denne optik færre penge til udvikling og humanitær assistance. Sådan hænger tingene bare ikke sammen.

Hvis pengene til politi- og militærindsatserne ikke var blevet brugt i Somalia, var de blevet brugt på tilsvarende indsatser andetsteds. I stedet for at se brugen af sikkerhedspolitiske instrumenter i bistandspolitikken som en trussel burde udviklingstraditionalisterne i stedet se det som som en mulighed.

Det er en fordel for et uland at blive set som en sikkerhedspolitisk trussel, for så falder der flere penge af, end der ellers ville have gjort.

Udfordringen er at sikre, at disse penge bliver brugt bedst muligt. Vi skal blive bedre til at bruge de sikkerhedspolitiske instrumenter til at understøtte udviklingspolitiske mål.

Vi lærte på den hårde måde i Irak og Afghanistan, at bæredygtig fred og stabilitet ikke kan skabes med våbenmagt alene. Det kan humanitær assistance og udviklingsbistand heller ikke i krigsplagede lande.

De fleste Somaliaeksperter erkender i dag, at den humanitære bistand har bidraget til at forlænge konflikten i landet. Det har forfejlet brug af militærmagt også.

Det gælder USA's 'black hawk down'-operation i 1993, den etiopiske invasion i 2006 og Kenyas intervention i 2011, som heller ikke vil løse noget som helst, fordi terrorgruppen al-Shabab ikke kan neutraliseres med militære midler alene.

Arbejdet med at fremme samtænkning har to ben - et nationalt og et internationalt.

På det nationale plan er der behov for et samlet fokus fra hele regeringen, som sikrer, at alle relevante statslige aktører spiller med. Det kan ikke være rigtigt, at Justitsministeriet bare kan blive væk fra møder om et nyt samtænkningskoncept med den begrundelse, at det ikke har prioritet, hvis samtænkning skal være en dansk mærkesag.

Justitsministeren burde også have været til stede ved præsentationen af Somalia-strategien i 2011 for at signalere opbakning til strategiens politiindsats.

I og med at lov og orden og reformer af sikkerhedssektoren spiller en central rolle i Danmarks bestræbelser på at stabilisere krigshærgede samfund, så må Justitsministeriet på banen, og det sker først, når justitsministeren begynder at prioritere området.

Bedre koordination og samtænkning mellem de statslige aktører er en forudsætning for at kunne involvere danske ikke-statslige aktører bedre i udviklingsindsatserne, så den samlede effekt forøges.

Alle danske bidrag skal selvfølgelig tænkes ind i en international ramme. Lille Danmark kan med sine begrænsede ressourcer ikke kan redde verden alene.

Nøglen til at gøre en forskel er derfor at starte med at spørge, hvad gør andre allerede? Næste skridt er så at spørge, hvor Danmark har komparative fordele eller kompetencer, der gør os i stand til at gøre en forskel og understøtte det, som allerede bliver gjort?

Den eksisterende udviklingsstrategi for skrøbelige stater understreger allerede behovet for både samtænkning og international koordination.

Men hvis de fine ord skal omsættes til praktisk handling i højere grad, end det er sket til dato, så er der behov for, at de brede strategipapirer suppleres med operative retningslinjer og en organisatorisk ramme, der kan fremme og belønne samtænkning.

Fælles træning af involverede aktører på tværs af siloerne og fælles erfaringsopsamling og bearbejdning er essentielt for at nedbryde de fordomme og den manglende viden, der i dag hæmmer samarbejdet mellem de involverede parter.