Som folkeskolelærer har Anne Dræby Lünell ofte følt sig »mere som psykolog end lærer«. I et interview med Politiken sidste år fortalte hun om, hvordan det var stukket fuldstændig af med lange lister over elevernes mange særlige hensyn.
For nogle måneder siden kastede hun håndklædet i ringen. Hun er »skredet« fra folkeskolen efter længere tid med for mange stresssymptomer, tics i øjet og dårlig søvn.
»Jeg kunne ikke være i det mere«, siger hun.
51-årige Anne Dræby Lünell nåede at være lærer i knap 26 år. Hun underviste i dansk, tysk og engelsk på en folkeskole i Hillerød, og i de første mange år elskede hun sit job og tiden med børnene og kollegerne.
Men særligt siden reformen i 2013, der blandt andet medførte længere skoledage, er det gået ned ad bakke.
»Jeg troede, jeg var omstillingsparat, men det var jeg slet ikke«, siger hun.
Senere kom inklusionsbølgen, der i løbet af årene har gjort hende omsorgstræt.
»Det blev det sidste søm i kisten. Jeg er læreruddannet og har ikke en specialpædagogisk uddannelse«.
Blev rå og rigid
Danmark står over for en betydelig mangel på folkeskolelærere i de kommende år, viser analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Frem mod 2045 forlader store lærerårgange arbejdsmarkedet, og der uddannes færre nye lærere end tidligere.
Hvis alle undervisningstimer skal dækkes af læreruddannede, kommer vi til at mangle 8.500 lærere i 2035. Samtidig viser en undersøgelse fra AE, at knap hver fjerde nyuddannede lærer har forladt folkeskolen inden for fem år.
Ifølge Anne Dræby Lünell var der generelt kommet for lidt forberedelsestid til timerne og til sparring med kolleger. Der var ikke længere den fleksibilitet, som er afgørende i lærerfaget, hvor man ofte arbejder uden for arbejdstiden, når forældre ringer, eller opgaver skal rettes, forklarer hun.
»Jeg blev lidt rigid i det. Hvis det var sådan, det skulle være, skulle forældrene ikke kontakte mig uden for arbejdstiden længere«.
»Det er en sur måde at gå på arbejde på. Men fandeme nej, om jeg ville gå gratis på arbejde«, siger hun.
Dårlig samvittighed
Hun oplevede også, at der i hendes sidste tid som lærer var et stigende antal børn med særlige behov: skolevægring, problemer i hjemmet og diagnoser. Særaftale på særaftale. Flere elever, som nogle gange slet ikke kunne modtage undervisning, forklarer hun.
»Så gik de deres vej eller sad og gloede ud i luften«.
Ofte gik Anne Dræby Lünell hjem med dårlig samvittighed over for de få elever, der fulgte med i undervisningen, og som hun ikke havde haft tid til.
Tidligere i sin karriere gætter hun på, at der var to elever i klassen, der skulle tages ekstra hensyn til. I dag er det nærmere to elever, der ikke har noget, der skal tages særligt hensyn til.
»Det gik helt ud over mine evner. Det var fuldstændig vanvittigt«, siger hun.
Lünell kunne ikke længere stille helt basale krav som at komme til tiden og lave lektier. Lektierne måtte hun helt droppe til sidst, fordi kun få lavede dem.
»Jeg blev rigtig rå. Jeg begyndte at tage følelsesmæssig afstand fra eleverne – og det kan man ikke som lærer. Det var den sidste alarmklokke«.
Lünell tilføjer, at også ai begyndte at være en udfordring. Pludselig rettede hun fejlfrie stile på tysk.
»Så skulle jeg bruge tid på detektivarbejde. Det gad jeg simpelthen ikke«.
Et kæmpe identitetstab
I dag arbejder Anne Dræby Lünell som selvstændig sangcoach. Hun har fået flere tjanser som korleder på plejehjem, og hun er ved at tage en ekstra sanguddannelse.
»Jeg har ikke fortrudt ét eneste sekund. Men det har været et kæmpe identitetstab for mig ikke at være lærer. Jeg synes, at lærerfaget er det vigtigste fag, så jeg håber, at andre kan klare det«, siger hun.
Det har overrasket hende, at hun i dag kan have et arbejdsliv uden ondt i maven. Hendes tics i øjet er også gået væk, og hun sover tungt om natten. Hendes omgangskreds bemærker, at hun er begyndt at se yngre ud.
fortsæt med at læse
