Det er ikke en historie, han turnerer meget rundt med. For i mange år har han været flov over den voldsomme mobning, han oplevede for 50 år siden.
Egentlig lagde han det korte kapitel af sit liv bag sig, da han flyttede fra Esbjerg videre mod storbyen for at forfølge sin journalistiske drøm.
»I mange år var mobningen noget, jeg ikke ville tænke på. Jeg ville lægge det bag mig. Jeg skød det væk«, fortæller 64-årige Poul Madsen.
Gennem karrieren har han ikke været klar til, at episoderne fra folkeskolen skulle hæftes på ham. Han var jo »en hård journalist« på Ekstra Bladet.
Men i dag kan han se, at det har gjort ham stærk. Og at han har fået sin hævn.
Politiken sætter med Undervisningsprisen ekstra fokus på uddannelse og skolerne. Prisen bliver uddelt til november og skal være med til at hylde de lærere, der gør en særlig forskel for elever. Du kan indstille en lærer her.
»Jeg skilte mig ud«
Poul Madsen vokser op på en landsbyskole i Sønderjylland. Han er den yngste i en stor søskendeflok på syv. Hans ene storebror dør som toårig af falsk strubehoste. Han bliver kvalt. Poul Madsen når aldrig at møde ham.
Begge hans forældre er folkeskolelærere, så Poul Madsen er langt fremme fagligt, inden han overhovedet starter i skole, hvor han får sin mor som klasselærer.
»Det var en fest. Jeg elskede at gå i skole«, fortæller han.
Da faren en dag vil realisere sin livsdrøm om at blive præst, flytter familien til Esbjerg. Poul Madsen er 13 år og skal begynde i en ny 6. klasse.
I første omgang er han glad, fordi Esbjerg har et godt fodboldhold. Han finder også hurtigt nogle klassekammerater at spille bold med. Men den nye skole er anderledes. Stemningen er noget andet, end han er vant til. Det er en ny forstadsskole, hvor der ikke er det store sammenhold. Og det er svært at være ny elev, forklarer Madsen.
Han er lav, den mindste konfirmand, et hoved mindre end de andre. Han har blødt, langt, lyst hår og ingen muskler overhovedet.
»Jeg skilte mig ud. Jeg var sen i min udvikling. Havde ingen bumser, og min stemme var ikke gået i overgang«, fortæller Poul Madsen. Han vil også hellere spille fodbold og læse Jules Verne og Bjarne Reuter end snakke om piger. Han lytter til bandet Slade, mens de andre er til Sweet.
I 8. klasse begynder drengene at holde ham ude. De gider ikke længere spille fodbold med ham.
»Jeg blev mere og mere alene. Jeg tog alene til træning, for jeg var stadig engageret i fodbolden«.
Poul Madsen begynder at skrive kampreferater fra de fodboldkampe, han følger intenst med i, og han kan egentlig godt lide at være alene. Men langsomt begynder den stille mobning at blive meget direkte og voldsom.
Hovedet i toilettet
I løbet af skoleåret sidder klassen ved siden af hinanden i en hestesko, så alle kan se tavlen. Men en dag, da Poul Madsen kommer ind i klasseværelset efter spisepausen, har hele klassen rykket rundt på bordene, så de nu er sat parvis – undtagen hans bord, der er placeret alene længst fremme i lokalet lige foran katederet. Fordi »du alligevel vil føre dig frem og sige noget i timerne«, var forklaringen.
»Så der er én og kun én, der skal sidde alene. Og det er mig«.
»Dér blev jeg virkelig ked af det. Jeg tror, jeg græd«, fortæller Poul Madsen, der langsomt trækker sig mere ind i sig selv. Han føler sig isoleret i frikvartererne. Nogle af de drenge, der holder ham ude i skolen, spiller han bordtennis med efter skole.
»Men når de var en del af fællesskabet på skolen, var de iskolde over for mig«.
»Når du bliver mobbet, er du fuldstændig alene. Det er frygteligt at være uden for fællesskabet«, siger han.
Senere i 8. klasse får klassens groveste mobber, »den lidt ubegavede dreng«, en dag skubbet Poul Madsen ind på skolens toilet.
»Så stak han mit hoved ned i toilettet«.
Selv om drengen er meget stærkere end Poul Madsen, får han i sin vrede vristet sit hoved fri af kummen, inden der bliver trukket ud. Omkring står mindst ti klassekammerater og spærrer døren, så Poul Madsen ikke kan slippe væk.
Det er først, da læreren Erik kommer farende, at tumulten ophører.
Erik er en kraftig, yngre lærer med fuldskæg. Han underviser i dansk og historie, som er Poul Madsens yndlingsfag. De læser ’Det forsømte forår’, og Erik lærer eleverne, at man som forfatter kan skifte i tiderne, i fortalt tid og fortælletid.
Da Erik har stoppet episoden ved toiletkummen, kalder han klassen sammen og spørger, »hvad fanden der foregår«. Poul Madsen sidder ved sit bord på forreste række og småsnøfter.
»Jeg fik lov til at gå hjem den dag. Mine forældre tog det meget alvorligt og ringede til skolen. Så Erik kom hjem til os om eftermiddagen«.
Dagen efter kommer Poul Madsen i skole som normalt. For mobberne skal ikke få ham ned med nakken.
»Jeg drømte om at vokse og få kæmpekræfter, så jeg kunne smadre dem. Jeg ville hævne mig«.
»Jeg havde en indædt vilje til at vise mobberne, at jeg havde ret. At det var okay at være, som jeg var. At det var okay at være klog og kunne lide at gå i skole«.
»Det er måske ikke kønt at sige, men det har været en kæmpe drivkraft for mig. At jeg ville vise dem, at de ikke kunne knække mig«, siger han.
Hvad læreren siger til klassen, ved Poul Madsen ikke. Men mobningen stopper fra den dag.
En særlig shit-detektor
I 9. klasse bliver to skoler slået sammen, og Poul Madsen bliver en del af et fællesskab, hvor de sammen hører Bob Dylan, The Doors og Lou Reed.
Poul Madsen drømmer om at blive den bedste på skolen til fodbold. Han forestiller sig at score fem mål i en kamp og blive hyldet og båret ind i klassen.
Han begynder at vokse. Da han går ud af 10., er han den højeste i klassen. Hans stemme går i overgang, han får bumser, og langsomt begynder pigerne at blive interessante.
Hans hovedfjende er gået ud af skolen i 9. klasse. Formentlig blev han landmand, gætter Poul Madsen, der selv begynder på hf efter folkeskolen.
Her får han en elendig dansklærer, som er fraværende, og som ingen i klassen lærer noget af. Flere af eleverne dumper til danskeksamen, men Poul Madsen trækker ’Det forsømte forår’. Han husker Eriks kloge ord fra folkeskolen og får 13 ved at føre sig frem med de forskellige tider i teksten.
»Siden hen har jeg skrevet til Erik og fortalt, at han var årsagen til min flotte karakter«.
I dag har Poul Madsen en særlig »shit-detektor«, når det gælder hans fire børn – hvis nogen udelukker dem, eller hvis hans børn udelukker andre.
»Jeg har sagt til dem, at det vigtigste her i tilværelsen er at være en god kammerat«, siger han.
Som chefredaktør på Ekstra Bladet blev Poul Madsen rasende, hvis medarbejdere ikke opførte sig ordentligt. Han gav også en chef en fyreseddel af samme årsag.
»Jeg ved ikke, om det kan tilskrives min opvækst i Esbjerg, men jeg har altid været ekstremt opmærksom på arbejdsmiljøet«.
Har du selv mobbet nogen?
»Nej, det tror jeg ikke. For jeg er fuldstændig elektrisk, når det kommer til mobning«.
Poul Madsen har aldrig konfronteret mobberne. Han har heller aldrig fået en undskyldning. Men da han begynder at blive et offentligt kendt ansigt, tikker nogle af fortidens mobbere ind. Som venneanmodninger på Facebook, beskeder på Messenger og den slags. Nogle af dem dukker op til hans bogreception, da han er i Esbjerg for at promovere sin krimi.
»De kommer op og spørger, om jeg kan huske, at vi gik i skole sammen. De har måske en opfattelse af, at så slemt var det heller ikke dengang. At tiden var en anden«.
»Og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil lave en konflikt ud af noget, der foregik for 50 år siden«, siger han.
For han har for længst vundet over mobberne og bevist, at det kan betale sig at dygtiggøre sig. Desuden er han i dag 1,90 meter høj.
fortsæt med at læse
