»Jeg har ikke lyst«.
»Det er akavet«.
»Jeg tør ikke«.
Det er nogle af de svar, som skolelærer Anne Dræby Lünell ofte får, når hun stiller basale krav til sine elever. Nogle kan ikke fremlægge, andre kan ikke tåle at blive spurgt om noget foran klassen. Så er der ham, man ikke må tale for hårdt til, eller hende, som altid skal have lov at forlade klasselokalet, hvis tingene bliver for meget.
Hun og kollegerne skriver lange lister til hinanden om de mange særlige hensyn, der skal tages, og »det er stukket fuldstændig af«, fortæller skolelæreren med 26 års erfaring i et debatindlæg hos Folkeskolen.dk og uddyber over for Politiken:
»For 10-15 år siden var der måske to elever i klassen, der havde det svært, og så kunne man lave en aftale om, at de smuttede ud, hvis det blev for meget. Men nu har det taget totalt overhånd«, siger hun.
»Det er som om, børn i dag ikke må have det ubehageligt. Jeg oplever det tydeligt, når det regner, og forældrene kører dem i skole, selv om de bor få meter væk, fordi børnene jo endelig ikke skal blive våde«.
»Men nogle gange er livet jo bare ubehageligt. Nogle gange regner det, og så bliver man våd. Nogle gange skal man løbe fem kilometer til en fælles idrætsdag, selv om man ikke gider. Og nogle gange skal man lave lektier, selv om man synes, at tysk er vildt kedeligt«, siger Anne Dræby Lünell, der oplever, at elevernes humør og følelsesliv ofte bliver totalt styrende for dagen.
»Jeg tror simpelthen, at børnene bliver bedt om at føle for meget og konstant mærke efter derhjemme. De bliver hele tiden spurgt: »Hvad har du lyst til?«. Men måske ved barnet ikke lige, hvad det har lyst til, fordi det netop er et barn og ikke har et stort erfaringsgrundlag«.
»Mere psykolog end lærer«
Anne Dræby Lünell er én af de lærere, der har blandet sig i debatten om mistrivsel og uro i klasserne. Den er især blusset op de seneste måneder, efter børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), har kaldt en del af de danske skolebørn for »pdo« – pissedårligt opdragede – og fremsat ønske om at give lærerne større mulighed for fysisk indgriben, hvis de finder det nødvendigt.
Omvendt har 500 fageksperter advaret ministeren om at reducere komplekse problemer om forkerte rammer og manglende ressourcer til kritik af børnene og deres forældre.
For Anne Dræby Lünell er det en »skinger« og »unuanceret« debat, der ikke tager fat om problemets rod. Det er ifølge hende især den fejlslagne inklusion, der »var en smuk tanke«, men som i praksis betyder, at hun føler sig som »mere psykolog end lærer«, fordi elevernes individuelle lyster og behov – uanset om de har diagnoser eller ej – er endt med at fylde det hele.
Det går både ud over undervisningen og fællesskabet, mener hun.
»Da vi havde motionsdag sidste fredag, var halvdelen af udskolingen væk. De havde fået lov af deres forældre til at tage hjem, efter de almindelige timer var sluttet, fordi de ikke lige gad at løbe med«, fortæller hun og uddyber:
»Jeg kan heller ikke give børnene lektier for længere, fordi jeg ved, at over halvdelen ikke vil lave dem. Og det nytter ikke at skrive hjem til forældrene, for de fleste følger ikke op på det. Og så ryger fællesskabet jo«.
Svært at navigere i
Det betyder også, at man snyder eleverne for nogle vigtige succesoplevelser.
»Jeg har for eksempel 15 rigtig søde piger på et valghold i kor, som jeg har haft meget svært ved at få til at synge. Da det endelig lykkedes, arrangerede vi nogle koncerter, men dagen før fik jeg beskeder på Aula: »Jeg har virkelig ikke lyst til at optræde« og den slags. Men det skulle de. For i et kor kan man ikke undvære nogen«.
»De fleste endte med at gennemføre og mærkede rushet fra, at deres kammerater syntes, det var megasejt, at de turde. Og hvordan skulle de ellers få den oplevelse? Selvfølgelig kan man blive nervøs, men det skal man jo lære at navigere i«.
»Jeg synes, vi gør eleverne en kæmpe bjørnetjeneste ved at lade dem slippe og synes, det er synd for dem. De skal slå sig lidt, og så skal vi lærere selvfølgelig være der som et baggrundstæppe af omsorg«.
Men kan det ikke også være enormt vigtigt, at man tager hensyn til de individuelle børns forskellige behov, hvis de har det svært?
»Jo, og der er nogle af børnene, der har det virkelig dårligt. Jeg har elever med angst og autisme, som møder op hver dag, fordi de ikke kan lægge sig med en stresssygemelding som os andre. Og der prøver vi selvfølgelig at skærme dem med de her særaftaler«.
»Men det er virkelig også svært som lærer at navigere i. Jeg har for eksempel elever, jeg nærmest ikke tør spørge om noget, fordi man aldrig ved, om de kan klare at svare på det, eller de løber grædende mod døren. Og så prøver vi med piktogrammer og stopure for at give mere struktur, men for mig virker det ofte som symptombehandling på et skolesystem, der grundlæggende ikke fungerer, fordi der er brug for nogle helt andre rammer«.
»Jeg synes jo, at jeg burde kunne gå ind i klassen og sige »nu har vi tysk, find bøgerne frem«, uden at skulle tage alle mulige hensyn eller skrive det ud i ugeplanen en uge før, så alle er orienterede, og dem med skolevægring kan følge med derhjemme«.
»For jeg elsker at være lærer, og jeg er virkelig god til mit fag. Jeg synes, det er superfedt at undervise og lade børnene få øjnene op for noget nyt. Men jeg er blevet omsorgstræt nu, og det gør mig trist«.
fortsæt med at læse
